Armen i gips

Information om armen i gips og øvelser.

Armen i gips

Du har fået anlagt en almindelig gips/ letvægtsgips (X-lite) på din arm.

  • En almindelig gips hærder i løbet af et døgn.
  • En letvægtsgips (X-lite) hærder i løbet af ½ time. 

I hærdningstiden må den bandagerede arm ikke stødes eller belastes, og så vidt det er muligt ikke tildækkes. 
Du må ikke selv fjerne gipsen.

Hvad skal jeg være opmærksom på?

Gipsen må ikke blive våd. Tag en plastikpose over gipsen, når du skal i bad.

Undgå at bruge fingerringe på den hånd, hvor du har gipsbandagen.

Undgå at løfte tunge ting, så længe du har gips på armen.

Har du fået anlagt en letvægtsgips, kan du varme gipsen op med en hårtørrer, så du kan rettte generende kanter og spidser til.

Hvordan bruges den udleverede slynge?

Det er vigtigt, at slyngen sidder sådan, at hånden er over albueniveau. 

Har du gips på underarmen, skal slyngen kun bruges det første døgn. Derefter skal du smide slyngen ud. 

Har du gips på hele armen, skal du bruge slyngen det første døgn. Herefter kan du i resten af bandageringsperioden bruge slyngen ved behov.

Følgende gener kan normalt forekomme

  • Misfarvning: Blålig misfarvning af fingre på grund af, at blødning fra bruddet trækker ned i fingrene. Dette er uden betydning og forsvinder af sig selv.
  • Hævelse: Den bedste måde at fjerne/forebygge hævelsen på er, at følge øvelserne i nedenstående træningsprogram, samt periodisk at holde hånden over hjerteniveau.
  • Smerter: Smerterne vil gradvist aftage efterhånden som bruddet heler. Brug eventuelt smertestillende håndkøbsmedicin.
  • Kløe under gipsbandagen: Du må ikke stikker noget ind under bandagen på grund af risikoen for at lædere huden.

Kontakt os, hvis du oplever følgende:

  • Fingrene bliver blege, kolde og følelsesløse.
  • Gipsen trykker, strammer eller gnaver.
  • Gipsen knækker.
  • Gipsen sidder på en måde, så du ikke kan bevæge fingrene og lave øvelserne.
  • Der er tegn på infektion i arm/hånd (temperaturforhøjelse, varme, rødme, dunkende fornemmelse).

Efterkontrol

Den videre behandling afhænger af skadens art, og foregår enten via egen læge eller i Skulder-, Albue- og Håndkirurgi, klinik 1.

Træningsprogram 

Det er meget vigtigt at begynde optræningen allerede mens gipsen er på for at forebygge stivhed i led samt hævelse.

I det daglige er det vigtigt, at du bruger armen til dagligdags ting, som at tage tøj på, lave mad og spise. Det er også vigtigt, at du følger øvelsesprogrammet. Herved undgår du, at skulder, albue og fingre bliver stive.

Et godt råd - anmeld skade

Hvis du har en ulykkesforsikring, bør du anmelde skaden hurtigst muligt.

Når gipsen er fjernet

Det tager erfaringsmæssigt lang tid, før knogler og sener får den styrke og bevægelighed, de havde før bruddet. Du må derfor forvente en længere genoptræningsperiode. Det endelige resultat kan først vurderes efter et år.

Øvelser 

Følgende øvelser skal udføres 5-10 gange hver time:

Øvelse 1

En illustration af en øvelse for fingrene.

Løft armen op over hovedet, gerne med strakt albue. Stræk fingrene ud, langsomt og sejt, spred samtidig fingrene. Knyt fingrene grundigt igennem, forsøg at bøje fingrene så tæt på forbindingen som muligt
Bøj og stræk tommelfingeren
Sæt spidsen af tommelfingeren skiftevis til de andre fingrespidser, så der dannes en cirkel

Øvelse 2

En illustration af en øvelse for skuldrene.

Løft armene op over hovedet
Hvis du kun har gips på underarmen: Bøj og stræk albuen

Øvelse 3

Sæt hænderne om på ryggen
Løft skuldrene højt op, slap af

En illustration af en øvelse for skuldre.
Redaktør