AV-fistel - hjemme igen efter anlæggelse

Efter at have fået anlagt AV-fistel, skal du være opmærksom på ømhed og hævelser omkring dit sår.

Ubehag eller smerter

Vær opmærksom på blødning

Hvis det bløder fra din AV-fistel, skal du sætte en finger eller gazetampon over såret og trykke, indtil blødningen er stoppet. Hvis blødningen ikke er stoppet efter en halv time, skal du ringe til Akuttelefonen på 1813.

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og øm omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret. Det er sjældent, at det sker, men hvis det sker, skal det behandles. Du skal kontakte din nyreafdeling, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Forværring af ømhed.
  • Øget rødme.
  • Øget hævelse.
  • Øget varme omkring såret.
  • Gullig væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader uden, at der er anden grund til det.

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamol, som kan fås i håndkøb.

Du kan opleve nedsat følelse omkring operationssåret

Det er normalt at opleve nedsat følelse omkring AV-fistlen og eventuelt tommelfingeren efter operationen. Det forsvinder som regel af sig selv efter 3-6 måneder. I enkelte tilfælde vil den nedsatte følelse være permanent.

Pleje og hygiejne

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke bør være alene
  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Hvis der ikke er nogen, der kan være hos dig, anbefaler vi, at du har en, du kan ringe til, hvis du har brug for hjælp.

Behold slyngen på, til bedøvelsen er væk

Din arm er bedøvet og følelsesløs i op til 24 timer efter operationen. Du skal derfor beholde slyngen på, indtil bedøvelsen er aftaget, og du igen kan bevæge hånden og armen normalt. Når bedøvelsen begynder at aftage, vil det prikke og stikke i armen. 

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal i de første 3 uger, da det øger risikoen for betændelse.

Fjern plasteret

Du må tage plasteret af 2 dage efter operationen. Du skal dog skifte plasteret, hvis det bliver vådt af blod eller væske fra såret eller i brusebadet.

Bevægelse og hvile

Undgå tunge løft

Du skal undgå tunge løft med den opererede arm et par døgn efter operationen. Derefter kan du bruge den som før.

Bevæg hånden

Du kan hjælpe AV-fistlen eller graften på vej og mindske hævelse i hånden ved at knytte hånden flere gange dagligt. Du kan også bruge en træningsbold, som du klemmer om.

Praktiske forhold

Sygemelding

Vi anbefaler cirka 3-4 dage sygemelding. Hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente lidt længere. Hvis du har brug for en sygemelding, kan du få den hos din egen læge.

Beskyt din AV-fistel

Skån den arm, hvor AV-fistlen sidder:

  • Undlad at overbelaste armen med hårdt fysisk arbejde.
  • Hav ikke ur eller stramtsiddende tøj på armen.
  • Få aldrig taget blodprøver eller målt blodtryk, lagt drop eller stukket i armen bortset fra ved dialysen.

Mærk efter, at din fistel fungerer

Du skal kunne mærke en snurrende fornemmelse på din fistel, som er tegn på en velfungerende fistel. Hvis fornemmelsen forsvinder, skal du henvende dig til din sædvanlige nyreafdeling, som vurderer, om blodet løber, som det skal, i fistlen.

Få fjernet tråde

Du skal have fjernet tråde 3 uger efter operationen. Det sker ved en opfølgende aftale hos os.

Kom til kontrol

Du skal hyppigt have kontrolleret din fistel, der hvor du får dialyse. Ved kontrollerne bliver du ultralydsskannet og får målt gennemstrømningen af blod i fistlen.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse de første 3 måneder efter operationen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Værd at vide

Se din journal og prøvesvar

www.minsundhedsplatform.dk og i sundhedsjournalen på www.sundhed.dk kan du se din journal, dine sundhedsdata og dine eventuelle prøvesvar. Du kan hente begge dele som app: MinSP og MinSundhed. Log på med dit NemID.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil meget gerne høre fra dig med både ris og ros omkring dit ophold på hospitalet. Du kan finde kontaktoplysninger på vores hjemmeside www.gentoftehospital.dk. Hvis du overvejer at klage over din behandling, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. På www.regionh.dk/patientrettigheder kan du læse mere om mulighederne for at klage.

Redaktør