Læge Magnus Thorsten Jensen, Hjertemedicinsk afdeling, fik i november 2014 publiceret en videnskabelig artikel om sin forskning i det amerikanske tidsskrift JACC Cardiovascular Imaging. Nu er artiklen blevet kåret som den bedste af alle artikler publiceret i Journal of American College of Cardiology i 2014 af en forsker under 40 år.
Artiklen ”Global Longitudinal Strain by Speckle-Tracking Echocardiography is not Impaired in Type 1 Diabetes Patients without Albuminuria – The Thounsand&1 Study” fortæller om Magnus Thorsten Jensens avancerede undersøgelser af 1.000 patienter med type 1-diabetes. Patienterne, som var fra Steno Diabetes Center, blev alle undersøgt med ultralyd af hjertet, ekkokardiografi, og forskeren fandt, at hjertefunktionen er velbevaret, når patienterne ikke udskiller protein i urinen. Dermed tyder det på, at patienter med type 1-diabetes bør have foretaget ekkokardiografi af hjertet, hvis der er selv små mængder af protein i urinen, for at screene for tidlig påvirkning af hjertefunktionen. En screening kan sørge for, at patienten kan få ret og hurtig behandling.
Magnus Thorsten Jensen rejser til San Diego, USA, i marts for at modtage hædersbeviset på American College of Cardiology’s kongres.
I sommeren 2014 færdiggjorde Magnus Thorsten Jensen sin ph.d. på Købehavns Universitet under vejledning af professor Jan Skov Jensen, ledende overlæge Hjertemedicinsk afdeling. Også Jan Skov Jensen hædres i prisen.