Gå til hovedindhold

Ny professor: Sund aldring starter allerede i barndommen

I dag, den 1. september, tiltræder Rikke Beck Jensen som professor i pædiatrisk endokrinologi ved Københavns Universitet. Hun forsker i vækst, pubertet og metabolisme hos børn og unge – og i hvordan vores tidlige liv kan få betydning for sundheden langt ind i voksenlivet.

​Sund aldring er måske ikke det første, man forbinder med forskning i børn. Men for den nye professor fra Afdeling for Børn og Unge hænger de to ting tæt sammen.

Vores helbred formes nemlig allerede i fosterlivet og de første leveår. Væksten i fosterlivet kan blandt andet få betydning for barnets senere vækst og udvikling af overvægt, som kan påvirke tidspunktet for puberteten. Væksten tidligt i livet er med til at ’programmere’ vores risiko for sygdom senere i livet​.

-Grundlæggende bygger min forskning på hypotesen om, at sund aldring starter tidligt i livet. Hvis vi bliver klogere på de mekanismer, der former børns vækst og udvikling, kan vi både forbedre behandlingen i barndommen og være med til at forebygge sygdom senere i livet, siger Rikke Beck Jensen.

Når puberteten starter for tidligt

Et konkret eksempel er et stort nationalt studie, som Rikke har taget initiativ til og leder, og hvor alle landets børneafdelinger deltager. Her undersøger forskerne børn, der henvises med mistanke om for tidlig pubertet.

Målet er at blive klogere på sammenhængen mellem tidlig vækst, overvægt og tidspunktet for puberteten – og bruge den viden til at forbedre udredning og behandling.

-Det er en stor del af min faglige identitet at være læge for børn og unge. Min forskning drives af det, jeg møder hos patienterne, og forskningsresultaterne skal komme dem til gavn. For mig hænger klinik og forskning uadskilleligt sammen, siger hun.

Cheflæge Marianne Sjølin fra Afdeling for Børn og Unge ser professoratet som en styrkelse af både afdelingen og forskningen i børns sundhed:

-Vi er utrolig glade på både Rikkes, afdelingens og børnenes vegne. De første 20 leveår er definerende for resten af livet, og vi har et stort ansvar for at sikre kommende generationer den bedste start og forebygge sygdom i voksenlivet. Rikke er en meget vellidt kollega og en dedikeret forsker og kliniker, som bidrager stort til afdelingen, siger Marianne Sjølin.

Nye muligheder for børn og unge med svær overvægt

Et andet område, Rikke ønsker at styrke, er indsatsen for børn og unge med svær overvægt. Nye medicinske behandlinger giver flere muligheder, men der mangler fortsat viden om, hvordan de bedst indgår i en samlet behandling.

-Manglen på evidensbaseret behandling af svær overvægt hos børn og unge har længe været negligeret. Det er en særligt sårbar gruppe, som har behov for en tværfaglig behandling, der kombinerer psykosociale indsatser, kost og motion med medicinsk behandling, siger hun.

Her ser hun særlige muligheder på Herlev Hospital, hvor kompetencer inden for pædiatrisk endokrinologi, socialpædiatri og børne- og ungdomspsykiatri sammen med det tætte samarbejde med Steno Diabetes Center Copenhagen giver gode forudsætninger for at samle flere fagligheder omkring børnene.

Børnene er stadig drivkraften

Glæden ved arbejdet med børn og unge var en af grundene til, at Rikke valgte pædiatrisk endokrinologi. Mange forløb strækker sig over længere tid, så lægerne lærer børnene og deres familier godt at kende.

-Jeg føler mig meget privilegeret ved at jeg gennem mit job får lov til at gøre en forskel for børn og unge. Og jeg kan rigtigt godt lide, at der ofte er kontant afregning i kontakten med dem – både når man lykkes, og når man fejler, siger hun.

Som professor håber Rikke samtidig at udvikle et stærkt, internationalt forankret forskningsmiljø, der tiltrækker og uddanner nye forskere.

-Jeg er meget stolt over den faglige anerkendelse, som et professorat er, men går også ydmygt til opgaven. Jeg føler et stort ansvar for at være med til at løfte den pædiatrisk endokrinologiske forskning – og skabe forskning, der kan give børn og unge bedre behandling og sundhed gennem hele livet.




FAKTA

Rikke Beck Jensen er 55 år, forskningsansvarlig overlæge på Afdeling for Børn og Unge og dr.med. og ph.d. Hun tiltræder 1. september 2026 som professor i pædiatrisk endokrinologi ved Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet.​​





Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden