Forskere vil undersøge om briller beskytter mod coronavirus

​Når vi skal beskytte os imod coronavirus, har det indtil videre været med god afstand, håndsprit og de velkendte mundbind. Nu skal danske og norske forskere undersøge, om briller og solbriller kan føjes til listen over værnemidler. 

Vent...

Vi bruger mundbind for at beskytte os mod at få coronavirus ind i munden eller ind gennem næsen, men coronavirus kan faktisk også finde vej ind i din krop via slimhinderne i dine øjne.

I et nyt studie vil forskere fra København, Aarhus, Aalborg og Odense sammen med Folkehelseinstituttet i Norge nu undersøge om brillebærere – i kraft af deres briller – er bedre beskyttet imod den form for smitte end folk, der ikke bruger briller.

Studiet varer to uger, og en lodtrækning afgør om den enkelte deltager skal bære briller eller ej under forløbet. Når de to uger er gået, bliver deltagerne bedt om at udfylde et spørgeskema. Et simpelt og let forskningsprojekt, som Kasper Iversen, overlæge og professor ved Herlev og Gentofte Hospital, håber afspejler sig i antallet af deltagere.

​- Vi håber, at op imod 100.000 personer vil deltage i undersøgelsen, så vi kan få afklaret om briller beskytter imod coronavirus, siger Kasper Iversen.

 

Foto: Overlæge og professor Kasper Iversen

Redskab til at reducere smitte

Der er stadig begrænset viden om, i hvor høj grad coronavirus smitter via øjnene, men der er flere indikationer på, at personer der bruger briller bliver smittet mindre.

For godt et år siden offentliggjorde Journal of Clinical and Diagnostic Research resultaterne fra et studie foretaget i Indien, der viste, at briller kunne have en beskyttende effekt. I den indiske undersøgelse deltog 309 personer, og hvis man spørger overlæge og professor Thomas Benfield fra Amager og Hvidovre Hospital, så giver det god mening at lave et større studie, der kan fastslå, om brillebærere rent faktisk er bedre beskyttet.


- Hvis det viser sig, at brillebærere er bedre beskyttet imod coronavirus, så er det et nemt og nyttigt redskab til at reducere smitten" siger Thomas Benfield.

 

Du kan læse mere om studiet og melde dig som deltager ved at besøge www.covidbrille.dk


Du kan deltage hvis:

- Du ikke har symptomer på covid-19 nu og ikke har haft corona-infektion siden d. 15. december 2021.

- Du ikke bruger briller i hverdagen mere end 50% af tiden. Du må gerne bruge kontaktlinser eller læsebriller.

- Du er villig til at gå med briller udenfor hjemmet (f.eks. dine solbriller, hverdagsbriller, læsebriller eller briller uden styrke) – hvis du bliver udtrukket til det.

- Du har adgang til et par briller – f.eks. hverdagsbriller (hvis du normalt bruger kontaktlinser) eller solbriller, som du kan bruge.

Det er muligt at tilmelde sig deltagelse i studiet frem til den 21. februar 2022.

 

Pressekontakt:

Overlæge og professor Kasper Karmark Iversen via kommunikationsafdelingen på Herlev og Gentofte Hospital, 38673040

Ansvarlige for undersøgelsen:

Thomas Benfield, overlæge, professor

Infektionsmedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital


Kasper Karmark Iversen, overlæge, professor

Hjertemedicinsk afdeling, Herlev og Gentofte Hospital

 

Lars Østergaard, overlæge, professor

Infektionsmedicinsk afdeling, Aarhus Universitetshospital

 

Isik Somuncu Johansen, overlæge, professor

Infektionsmedicinsk afdeling, Odense Universitetshospital

Henning Bundgaard, overlæge, professor

Hjertemedicinsk afdeling, Rigshospitalet

Henrik Nielsen, overlæge, professor

Infektionsmedicinsk afdeling, Aalborg Universitetshospital


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor