Stigningen i BMI er forklaret ved en stigning i den samlede muskel- og knoglemasse ved 6 års-alderen, mens der ikke ses en signifikant stigning i fedtmasse. Fiskeolietilskud giver altså større børn, eller som forskerne siger "vi bygger vikinger".
Undersøgelser hos dyr peger på, at kost indeholdende fiskeolie under graviditeten påvirker adipogenese (udviklingen af fedtceller), mens studier i mennesker har vist, at gravide kvinder med et højere indtag af fiskeolie, får børn med en højere fødselsvægt. Hvordan virkningen på børn op igennem livet har indtil nu været uklart.
Derfor har et hold af britiske forskere sammen med forskere fra Herlev og Gentofte Hospital sat sig for at undersøge om fiskeolietilskud under graviditeten har en effekt på børnenes vækst og kropssammensætning senere i livet.
Større, ikke tykkere børn
Forsøget involverede 736 gravide kvinder fra Copenhagen Prospective Studies of Asthma in Childhood. Kvinderne blev randomiseret til at modtage enten fiskeolie eller olivenolie (placebo) dagligt fra uge 24 i graviditeten og indtil en uge efter fødslen. Højde, vægt, hoved- og talje- målinger blev udført 11 gange fra fødslen til og med 6 år og justeret for alder og køn. Resultaterne viste, at børn af mødre der fik fiskeolietilskud i graviditeten, havde et højere BMI fra 1 til 6 års-alderen.
Kropsammensætningen blev bedømt ved anvendelse Dual-Energy X-ray Absorptiometry (DEXA) scanninger ved 3,5 og 6 års-alderen. Disse skanninger viste, at det højere BMI ikke var resultatet af en ændring i fedtprocent hos børnene, men afspejlede en proportional stigning i muskel-, knogle- og fedtmasse, hvilket tyder på, at fiskeolietilskuddet har en generel vækststimulerende virkning.
Ved 6-årsalderen viste DXA-scanningerne at børn, hvis mødre havde taget fiskolietilskud under graviditeten var 395 g tungere fordelt på følgende: 280,7 g mere muskel, 10,3 g mere knogle og
116,3 g mere fedtmasse sammenlignet med børn af mødre, der var i placebo gruppen.
Forskerne konkluderer: "Kropssammensætningen ved 6 års alderen hos børn af mødre der har taget fiskeolietilskud i graviditen er karakteriseret ved en forholdsmæssig stigning i muskel, knogle og fedtmasse hvilket tyder på en generel vækststimulerende virkning. "