Klokken ​er netop passeret midnat, julefreden har indfundet sig og Dorthe er lige trukket i uniformen for at møde ind til sin nattevagt. Det er mange år siden, men hun husker stadig natten tydeligt.

En personbil kører ind foran skadestuen og stopper brat op. Få sekunder efter står en dame iført minkpels i skydedøren til Akutklinikken. Hun kigger ganske roligt på Dorthe og siger: “Jeg har min far ude i bilen. Jeg tror, han er død".

Dorthe og hendes kolleger styrter ud for at få manden fri af selen og ind i Akutklinikken. En indsats der er forgæves – de må erkende, at kvinden havde ret. Inde i klinikken står kvinden helt roligt og venter.

- Hun var fuldstændig afklaret med, at hendes far var død, for de havde haft en dejlig juleaften. Hun syntes, det var en fantastisk måde, han tog herfra på. Så i stedet for at være dybt ulykkelig og oprørt, var hun helt fattet. Det gjorde et stort indtryk, siger Dorthe.

Nattens episode indkapsler både det uforudsigelige og det menneskelige aspekt, der i sin tid trak hende ind i faget – og som har fastholdt hende i Akutklinikken på Gentofte frem til i dag, hvor hun kan fejre sit 50-års jubilæum.

De blå blink

Det hele startede med ansættelsen som piccoline i 1975, før digitaliseringen erstattede de fysiske breve, som hun var med til at levere fra afdeling til afdeling. Helt tilfældigt lå piccoline-centralen oven på den gamle skadestue, og det skulle vise sig at få rigtig stor betydning for hendes eget liv.

- Derfra kunne man jo se, hver gang der kom en ambulance med blå blink. Det var enormt interessant, og så skulle jeg lige ned igennem skadestuen for at se, om der var sket noget lidt dramatisk, siger hun.

Det der startede som nysgerrighed og små besøg i Akutklinikken, blev hurtig vekslet til hverdag. Der gik ikke længe før hun blev optaget på Herlev Sygeplejeskole - og uddannelsen endte med en ansættelse på Akutklinikken i Gentofte.

En adrenalin-junkie

Akutklinikken var noget større dengang, og man modtog stort set alle typer af patienter. En afdeling med gang i, som hun selv beskriver det. Og nu var det hende, der stod klar til at tage imod de blå blink, når de kom rullende op foran hospitalet - og det var alt det, hun havde drømt om.

- Det var jo – og er stadig - aldrig den samme dag, når jeg møder ind til mit arbejde. Alle dage er forskellige. Det passer mig virkelig godt, for jeg er i virkeligheden lidt af en adrenalin-junkie. Jeg kan godt lide, at der sker noget nyt, og at der hele tiden er ting, jeg skal sætte mig ind i, siger hun.

Kredit for at være gråhåret
Selvom de blå blink var med til at drage hendes nysgerrighed, så er det i høj grad følelsen af at gøre en forskel for andre, som fastholder hende – og det er heldigvis ikke en fremmed følelse.

- Jeg holder meget af at snakke med folk og høre om dem, trøste dem og gøre en forskel på den måde – det føler jeg heldigvis, at jeg gør hver dag, siger hun og tilføjer:

- I takt med at jeg er blevet ældre og har fået mere erfaring, har jeg også mere at give folk, når de er bekymret eller bange. Det synes jeg er enormt tilfredsstillende – så får man også lidt kredit for at være blevet gråhåret, siger hun med et smil.

Hun husker særligt en episode med en ældre herre, der netop den dag i Akutklinikken havde mistet sin kone gennem mange år.

- Vi havde en rigtig god kontakt og delte et øjeblik sammen. Jeg lyttede og holdt hans hånd, imens vi talte om hans tab. Jeg fortalte også om mine oplevelser med at miste og gav ham råd til praktiske ting, han skulle være opmærksom på, siger hun og tilføjer:

- Han var selvfølgelig stadig ked af det, da han forlod afdelingen, men det er min klare fornemmelse, at han også var taknemmelig for, at der var nogen, der havde givet sig god tid til ham. Det er sådan nogle stunder, jeg tager med mig og husker, siger hun.

Uniformens slagside

Selvom de gode minder fylder klart mest, så husker hun også de kaotiske vagter, der følger med arbejdet i en akutklinik. Det kan være alt fra syv ambulancer, der holder ude foran, en lille pige der er blevet påkørt – eller damen der ankommer juleaftensnat med sin døde far i bilen.

- Jeg har heldigvis altid været god til at skille tingene ad og agere professionelt. Og selvom det på et tidspunkt i vagten ser fuldstændig vanvittigt ud, så får man jo afviklet tingene, og så får den vagt jo også en ende, fortæller hun.

Hun er dog ikke bleg for at indrømme, at der også er tilfælde, hvor episoderne kommer lidt for tæt på. Nogle af dem har hun taget med sig hjem - selv efter kitlen er lagt til vask.

- Særligt i de år, hvor vi havde mange specialer og børneafdelinger, modtog vi børn, der var alvorligt syge – vi har også mistet nogen i skadestuen. Dem glemmer man bare aldrig. Der har også været nogle rigtig dårlige børn, som var alderssvarende med mine egne børn, siger hun og fortsætter:

- Det var rigtig svært for mig. Og der har vi alle sammen nogle ting, hvor vi beder kolleger om at tage over, fordi man bliver ekstra berørt af situationen.

En anden tid

De fleste ting ændrer sig over 50 år – og man kan roligt sige, at det var en anden tid.

- Jeg kan huske, da jeg fik veer, imens jeg var på arbejde under min første graviditet. Og så måtte jeg jo gå over på fødeklinikken her på hospitalet, så han kunne komme til verden i ro og mag, siger hun med et bredt smil.

Hospitalsvæsenet og patienterne har også ændret sig gevaldigt.

- Når overlægen kom ind i afdelingen, kom afdelingssygeplejersken og en lægesekretær stimlende bagefter. Og det var lidt uhørt, at en læge overhovedet henvendte sig til en sygeplejerske-elev dengang, men i dag har vi ikke længere det der hierarkiske system, det har ændret sig fuldstændig, siger hun.

Hun oplever også, at patienterne har højere forventninger i dag.

- Mange har allerede spurgt Dr. Google, inden de overhovedet har snakket med os. Det giver en overbekymring hos mange patienter. Det bidrager også til en travlhed hos folk, for uanset hvad de fejler, er der krav om at få fikset tingene hurtigt – nogle tror man kan få en pille, som gør alting godt – men nogle ting kræver jo bare tid og tålmodighed, siger hun.

Hun er ikke bekymret for fremtidens hospitalsvæsen, for alle de mennesker, der kommer til faget, er både dygtige og engageret.

- Der er mange unge mennesker, som virkelig brænder for faget, og interesserer sig for det. Det ser jeg selv med de sygeplejestuderende, som vi har i afdelingen. Dem, der vil det, de skal også nok blive i det, for det er jo et fantastisk fag med tusind muligheder, siger hun.

Skæbner flettes sammen

Både de gode og de svære stunder bliver bedre af, at vi deler dem med nogen. Hun har selv mødt mange på rejsen og er ikke selv i tvivl om, hvad det kollegiale fællesskab betyder for hende.

- Jeg føler jo næsten, de er på højde med min familie, ikke? Jeg kunne være gået på pension for to år siden, men det er også deres skyld, at jeg ikke har gjort det endnu. Jeg føler ikke, at jeg kan slippe det helt, siger hun.

Efter så mange år i Akutklinikken har hun mødt utallige mennesker – både patienter, pårørende og kolleger, hvis historier er blevet en del af hendes egen – og derfor ved hun heller ikke, hvad fremtiden byder endnu.

- Jeg er stadigvæk ikke 100 procent afklaret med, hvornår jeg holder op med at arbejde, nu skal jeg lige over det her 50-års jubilæum, så ser vi, hvad der sker, siger hun med et smil.