Den nye fælles akutmodtagelse flytter som planlagt i juni. I den nye akutmodtagelse, som bliver en af Danmarks største, samles specialisterne om patienten. Med endnu flere diagnostiske muligheder i front er målet, at flest mulige patienter udredes og færdigbehandles i Akutmodtagelsen, og det vil der være optimale rammer for i det nye hospital til glæde for både patienter og medarbejdere. Børne- og Ungeafdelingen flytter også i juni. Det gælder også dele af Afdeling for Medicinske sygdomme og Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme.
Desværre betyder justeringen, at hospitalets operationsgang, opvågning, intensiv og Kvinde-Barn-Center venter med at flytte til september. Til gengæld venter der efter sommerferien nye og moderne rammer for fødende og deres familier, bl.a. også sansestuer, som kan være med til at forbedre forholdene og oplevelserne for familier og medarbejdere på fødeområdet.
Hvorfor er der forsinkelser?
Grunden til forsinkelsen er primært, at der er fundet fejl i det arbejde, VVS- El og ventilations-entreprenøren har udført. Fejlene betyder at der nogle steder er vandrør, eltavler og elinstallationer til brandanlæg, som skal udskiftes for at sikre ordentlige og sikre rammer for patienter og medarbejdere på disse områder. Det er desværre ikke første gang, at vi er forsinket, byggeriet har også tidligere været ramt af fejl og mangler fra flere entreprenører og håndværkere. Det er en stor og meget kompleks opgave at bygge et hospital, og en forsinkelse ét sted kan påvirke mange andre dele af byggeriet.
Vicedirektør Lisbet Ravn kommenterer:
- Det er rigtig ærgerligt, at vi ikke kan gennemføre den samlede flytteplan til juni. Når det er sagt, er det vigtigt at holde fast i, at det drejer sig om et par måneder mere førend alt og alle er flyttet som planlagt, og sikkerheden i et så stort, komplekst nyt byggeri er selvfølgelig det allervæsentligste for både patienter og medarbejdere. Vi er stolte af alle ledere og medarbejdere på hospitalet, som lægger stor energi og fleksibilitet for dagen for at vi kan nå i mål med indflytningen, som nu finder sted i både juni og til september.
For mere information, find kontakter her: https://www.herlevhospital.dk/presse-og-nyt/presse/Sider/pressekontakt.aspx