Tak fordi du har valgt at deltage i DANFLU-2 hjemmepodningsprojektet. 
Din deltagelse er vigtig for os, og vi sætter stor pris på din hjælp til at indsamle ny viden om influenza, så vi fremover kan forbedre vores indsats mod sygdommen. Du finder her på siden vigtige informationer om projektet samt svar på hyppige spørgsmål.
Informationsvideo
I videoen herunder kan du høre læge og Phd.-studerende Filip Søskov Davidovski, der er tilknyttet hovedstudiet DANFLU-2, informere kort om DANFLU-2 hjemmepodningsprojektet.
Hvad er formålet med DANFLU-2 hjemmepodningsprojektet?
Forskningsprojektet har til formål at undersøge, om højdosis influenzavaccine kan reducere hyppigheden, sværhedsgraden og varigheden af influenzalignende symptomer sammenlignet med standarddosis influenzavaccine. Dette vil hjælpe os med at forstå, hvordan forskellige vacciner påvirker smittehyppighed og sygdomsforløb hos personer på 65 år og ældre, der ikke indlægges med influenza, men stadig oplever symptomer. Vi undersøger dette ved hjælp af podninger samt spørgeskemaer for at følge dine symptomer og dermed kunne sammenligne resultaterne mellem de to vacciner.
Hvordan foregår projektet?
Som deltager skal du foretage hjemmepodning og udfylde daglige spørgeskemaer, hvis du oplever symptomer på influenza. Du modtager et podningssæt med instruktioner via posten. Efter du har podet dig, sender du prøven i den vedlagte kuvert med forudbetalt fragt via PostNord til analyse på Statens Serum Institut. Derudover skal du rapportere dine symptomer via spørgeskemaer i 7 til 14 dage, efter dine symptomer er startet.
Hvem kan deltage i projektet?
For at kunne deltage skal du være med i DANFLU-2 hovedstudiet.
Ofte stillede spørgsmål