Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​

Fra 5/6 til 8 uger efter operationen

​Se hvilke daglige gøremål du må lave 5/6 uger til 8 uger efter operationen.
Du kan også se, hvordan du selv kan vurdere, om alt går som forventet - eller om du skal kontakte en sundhedsfaglig. ​​

Daglige gøremål

​Du skal bruge hånden i dine daglige gøremål uden håndledsskinne.
Du må løfte ting, som vejer op til 1 kg i starten og 3 kg sidst i perioden. ​

Hvis du kan, må du bruge hånden til at:

  • løfte en liter mælk
  • løfte ting ned af hylder ved indkøb
  • tømme opvaskemaskine
  • hænge tøj på tørresnor
  • hælde kaffe/te fra en termokande
  • løfte lette gryder fra kogepladen
  • støve af og støvsugning
  • ​​skifte en pære
  • løbe på løbebånd og dyrke anden sport, hvor du har kontrol over situationen, og uden risiko for at du falder 
  • køre bil, hvis du har et fast greb om rattet. Du skal kunne køre bilen forsvarligt og kunne styre bilen sikkert uden om en forhindring og styre tilbage igen 
  • gå på arbejde, hvis du kan undgå at løfte ting, som vejer over 1 kg​

Du kan bruge håndledsskinnen i udsatte situationer. Det kan være, hvis du går i kuperet terræn, kører med bybusser/metro eller går blandt mange andre mennesker, hvor der er risiko for, at de støder ind i din hånd. ​

Fortsæt sådan - du er godt på vej, hvis du...​

  • føler, at det bliver lettere og lettere at bruge hånden i dine daglige gøremål.

Det er helt normalt - du skal dog være opmærksom på, at det bliver bedre, hvis du...

  • ​​​bliver ved med at prøve, selv om det er lidt ubehageligt, også selv om du ​ikke kan klare alle dine daglige gøremål.

Tal med en sundhedsfaglig, hvis du...​
  • ​​ikke kan bruge hånden til nogle af dine daglige gøremål.
  • ​får mange smerter i mere end 1½ time, efter at du har brugt hånden i dine daglige gøremål.

   Smerter

Du kan stadig opleve ømhed og ubehag, når du bruger hånden i daglige gøremål og bevæger håndleddet. ​



Fortsæt sådan - du er godt på vej, hvis du oplever...​

  • ​​​uro og ømhed op til 4, når du holder håndleddet i ro, bevæger håndleddet eller bruger hånden i dine daglige gøremål​.

Det er helt normalt - du skal dog være opmærksom på, at det bliver bedre, hvis du oplever...

  • uro op til 4, når du holder håndleddet i ro.
  • smerter op til 7, når du bevæger håndleddet, så meget du kan, eller bruger hånden i dine daglige gøremål.
  • at smerterne er de samme i ca. en uge.

Tal med en sundhedsfaglig, hvis du oplever...​​

  • ​smerter der gør, at du ikke kan sove om natten.
  • smerter på over 5 i mere end 3-4 dage, når du holder håndleddet i ro.
  • smerter på over 7 i mere end 3-4 dage, når du bevæger håndleddet.

​​​      ​Hævelse

Det er normalt fortsat at have lidt hævelse omkring håndleddet efter skaden og operationen.   

Fortsæt sådan - du er godt på vej, hvis du...​

  • kan mærke, at dine fingre er sværere at bevæge end fingrene på den anden hånd.
  • kan se, at du er lidt hævet omkring såret/arret og håndleddet er lidt tykkere end det andet håndled.

Det er helt normalt - du skal dog være opmærksom på, at det bliver bedre, hvis du...

  • kan se, at dine fingre er lidt tykkere end fingrene på den anden hånd.
  • kan se, at din hånd hæver, når du har brugt den i dine daglige gøremål, men hævelsen forsvinder, når du laver pumpeøvelser over hjertehøjde.

Tal med en sundhedsfaglig, hvis du...​​
  • kan se, at dine fingre er meget tykkere, og det er meget sværere at bevæge dem end fingrene på den anden hånd.
  • kan se, at huden på din håndryg er spændt og blank sammenlignet med den anden hånd.
  • kan se et aftryk i huden i mere end 5 sekunder efter du har trykket med en finger på håndryggen i 30 sekunder.

    Bevægelighed

Det er okay, hvis det gør lidt ondt, når du bevæger håndleddet, så meget du kan.

Fortsæt sådan - du er godt på vej, hvis du...​

  • ​kan mærke fremskridt i alle bevægelser af håndleddet uge for uge.

Det er helt normalt - du skal dog være opmærksom på, at det bliver bedre, hvis du...

  • ikke mærker fremskridt i bevægelsen af håndleddet og fingrene i 1 uge.
  • kun kan få din tommelfinger til at nå spidsen af din lillefinger.

Tal med en sundhedsfaglig, hvis du...​​

  • ​ikke oplever fremskridt håndleddets bevægelser i 2 uger.
  • ikke kan gribe om et kosteskaft og der er ikke fremskridt i 1-2 uger.

Tilbage

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden