MELODY studiet
Mammografiscreening og forbedret billeddiagnostik har bevirket, at en større andel af brystkræftpatienter diagnosticeres med små ikke mærkbare kræftområder i brystet. Hvis man skal fjerne disse områder ved en brystbevarende operation, er der behov for en markering af området før operation. Markering med Franks nål (metaltråd) har været anvendt i adskillige år, men der er de senere år introduceret flere nye markeringsmetoder, såsom intraoperativ ultralyd, markering med radioaktivt jodkorn eller magnetisk korn, anvendelse af radar eller radiobølger. Viden om fordele og ulemper ved de forskellige metoder er dog begrænset.
Formålet med dette studie er derfor at sammenligne forskellige markeringsmetoder til kirurgisk fjernelse af ikke mærkbare områder i brystet i forhold til gennemførlighed, risiko for reoperation og patientoplevelse. Studiet vil indsamle data fra en række brystkirurgiske afdelinger i verden, der rutinemæssigt anvender forskellige markeringsmetoder. På brystkirurgisk afdeling, Gentofte Hospital, anvender vi markering med radioaktivt iodkorn, metalkorn eller Franks nål. Patienter der planlægges opereret med brystbevarende operation forudgået af markering af området, vil blive spurgt om deres data vedrørende markeringen må indgå i studiets sammenligning af markeringmetoder.
Ansvarlige og samarbejdspartnere
- Lina Pankratjevaite, Afdelingslæge
- Tove Holst Filtenborg Tvedskov, overlæge, Professor
- Maggie Banys-Paluchowski, Professor, EUROBREAST, Internationalt hovedansvarlig