Gå til hovedindhold

T1abN0M0

​Nationalt registerstudie om adjuverende behandling til patienter med små brystkræftknuder - tilbyder vi den rette behandling?

​Indførelsen af det nationale screeningsprogram for brystkræft i Danmark i 2007-2010 har medført en stigning i antallet af patienter med små brystkræftknuder (størrelse ≤ 10 mm, uden spredning til lymfeknuderne). Patienter med HER2-negativ og ikke-hormonfølsom (dobbelt-negativ) brystkræft og patienter med HER2-positiv brystkræft tilbydes i Danmark oftest efterbehandling efter operation med kemoterapi samt med antistof, hvis brystkræften er HER2-positiv, da flere studier har vist, at patienter med disse typer af brystkræft har en dårlig overlevelse. Dog viser nyere studier, at disse patienter også kan have en god overlevelse selv uden efterbehandling.

Da efterbehandlingen kan være forbundet med flere bivirkninger, ønsker vi med dette studie at undersøge, om vi kan identificere patienter med små dobbelt-negative eller HER2-positive brystkræftknuder, som kan undvære efterbehandling, samt om udvalgte gentest kan bidrage med information om patienternes sygdomsforløb. Vi har derfor foretaget to registerbaserede undersøgelser af danske patienter med små brystkræftknuder opereret i perioden 2007-2016. Resultaterne fra disse studier viste, at vi ved hjælp af velkendte risikofaktorer (tumorstørrelse og hormon-receptor status) kunne identificere patienter med dobbelt-negative og HER2-positive små brystkræftknuder, som havde en god overlevelse selv uden efterbehandling. For udvalgte patienter med små brystkræftknuder, kan det derfor overvejes om efterbehandling med kemoterapi og antistof kan undlades. Vi fandt desuden at gentest af molekylære subtyper samt af bestemte immunrelaterede faktorer bidrog med information om patienternes sygdomsforløb. Dette skal dog bekræftes i større studier, før resultaterne kan anvendes i risikovurderingen af patienter med små brystkræftknuder. 



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden