Når du skal til undersøgelse på Afdeling for Røntgen og Skanning

​Her kan du læse om hele forløbet fra du og din læge bliver enige om, at du skal have foretaget en undersøgelse, og indtil du får svaret.

Generel information

Du kan få svar på de fleste spørgsmål ved at læse vores velkomstark, som følger med alle vores indkaldelsesbreve. Læs velkomstarket her.

Forberedelse

Alt efter hvilken undersøgelse du skal have foretaget, vil du i nogle tilfælde skulle følge en forberedelse. Du vil altid få tilsendt nærmere besked om dette med dit indkaldelsesbrev som et bilag i e-Boks / på et separat ark med information om den undersøgelse du skal have foretaget.

 Hvis din undersøgelse kræver forberedelse som f. eks. faste eller udrensning, er det vigtig for resultatet af undersøgelsen, at du følger anvisningerne fra brevet. ​

Fremskyndelse af undersøgelse

Ønsker du, på grund af dine sygdomsgener, at få undersøgelsen fremskyndet, skal du rette henvendelse til den praktiserende læge/hospitalsafdeling, som har henvist dig.

Skønner lægen, at din undersøgelse skal fremskyndes i forhold til andre patienter, kan lægen kontakte Afdeling for Røntgen og Skanning herom. Du vil herefter modtage en ny tid fra os. 

Afbud til undersøgelse

Er du forhindret i at komme på det tilbudte undersøgelsestidspunkt, beder vi dig kontakte os hurtigst muligt (pr. telefon eller e-mail) så en anden patient kan få glæde af din tid. Du finder telefonnummer – evt. direkte nummer på dit indkaldelsesbrev - eller find nummer på siden Kontakt os. Læs mere på siden Kontakt os.

Ønsker du ikke at få foretaget undersøgelse, beder vi dig melde afbud til os hurtigst muligt (pr. telefon eller e-mail), så din tid kan anvendes til en anden patient.

Skulle du blive forsinket på undersøgelsesdagen, vil vi meget gerne have besked hurtigst muligt, da det kan medføre ændringer i afviklingen af dagens øvrige undersøgelser. 

Hvis det er muligt, vil vi forsøge at udføre din undersøgelse på et senere tidspunkt samme dag. Dette kan dog ikke altid lade sig gøre, hvorfor det kan blive nødvendigt at aftale en ny tid.

På dagen for undersøgelsen

Når du skal til ambulant undersøgelse på Røntgen og Skanning, skal du altid medbringe dit sundhedskort/sygesikringsbevis.

Mad & drikke

Du kan ikke købe mad på Røntgen og Skanning, men du har mulighed for at få drikkevand, mens du venter. Ved længerevarende undersøgelse, eller hvis du har lang vej hjem, kan det være en god ide, at medbringe en madpakke. Du kan også benytte hospitalets café. Læs mere om Caféen her.

Ventetid ved ankomst til undersøgelsen

Ventetid/forsinkelse kan desværre forekomme. Dette kan skyldes haste undersøgelser, der må gå forud for planlagte undersøgelser og derfor kan bryde ind i det planlagte program, eller forudgående undersøgelser, der har taget længere tid end planlagt. Endelig kan​ der være tekniske problemer med apparaturet. 

Ved din ankomst til Røntgen og Skanning, vil personalet hurtigst muligt orientere dig om en eventuel forsinkelse. Vi tilstræber selvfølgelig at overholde de aftalte tider. 

Svar på undersøgelse

Efter undersøgelsen bliver billederne vurderet og beskrevet af en radiolog (røntgenlæge).

Er du henvist fra en praktiserende læge, vil beskrivelsen af undersøgelsen være tilgængelig hos denne normalt inden for ca. 5 hverdage. I perioder med stor belastning kan der beklageligvis gå lidt længere tid. Du skal selv kontakte din henvisende læge for at få svaret på undersøgelsen. Er du henvist fra en afdeling eller klinik på et hospital, vil dit svar også være tilgængeligt i Min Sundhedsplatform. Læs mere om Min Sundhedsplatform.

Opbevaring af billeder og beskrivelser

Billederne vil efterfølgende blive gemt i vores digitale lager i minimum 5 år, og kan om nødvendigt ses af Regionens øvrige hospitaler.

Kopi af billeder fra din undersøgelse

Læs mere om muligheden for kopi af dine billeder.

Redaktør