Begrundelse for undersøgelsen
Det er vigtigt, at du føler dig tryg ved at få foretaget en røntgenundersøgelse eller anden form for billeddiagnostisk undersøgelse. Derfor skal du have drøftet årsagen til at få udført en undersøgelse med den læge, der har henvist dig.
Børns celler er mere følsomme over for røntgenstråler, derfor er det vigtigt kun at udsætte børn for røntgenstråler, når lægen vurderer, at det er den eneste mulighed for at få en sikker diagnose.
Der kan også være særlige hensyn, hvis du er gravid. Du kan læse mere om røntgenstråler og graviditet i Patienthåndbogen på Sundhed.dk.
Fordelen ved undersøgelsen er større end risikoen
Alle former for billeddiagnostiske undersøgelser er til gavn for dig som patient, hvis de bliver brugt på den rigtige måde.
Fordelen ved at få en korrekt diagnose - og dermed den bedste behandling - er større end den risiko, der måtte være ved at få foretaget en røntgenundersøgelse eller skanning, hvor der bruges røntgenstråler.