Hvad er upadacitinib (Rinvoq®)?
Upadacitinib er et lægemiddel til behandling af svær atopisk eksem.
Hvem behandles med upadacitinib?
Patienter med svær kronisk atopisk eksem, hvor behandling med andre lægemidler er utilstrækkelig eller giver anledning til uacceptable bivirkninger. Medicinrådet har fastlagt reglerne for, hvem der kan tilbydes upadacitinib.
Behandlingen er godkendt til voksne samt unge og børn > 12 år. Desuden kan behandlingen kun gives til personer over 65 år, som ikke har øget risiko for åreforkalkning, alvorlig hjerte-kar-sygdom, ryger eller tidligere har røget i mange år eller har øget risiko for udvikling af kræft
Hvordan virker upadacitinib?
Upadacitinib tilhører gruppen af lægemidler, som kaldes JAK-hæmmere, der hæmmer nogle af de signalstoffer (JAK-enzymer) i immunsystemet, som er med til at udvikle eksem. Upadacitinib virker ved at mindske den inflammatoriske betændelsestilstand og derved de symptomer, der ses ved atopisk eksem.
Hvordan foregår behandlingen?
Upadacitinib gives som en tablet dagligt. Der findes 3 styrker henholdsvis 15, 30 og 45 mg. Typisk vil man starte på 15-30 mg dagligt, men ved bivirkninger eller god effekt gå ned til 15 mg dagligt. Børn og unge > 12 år samt personer over 65 år starter typisk med 15 mg. Tabletterne udleveres fra afdelingen.
Før opstart af behandlingen
Før opstart tages en blodprøve og et røntgenbillede af lungerne. Lægen vil informere dig mundtligt og skriftligt om upadacitinib samt om de forholdsregler, der er i forbindelse med behandlingen.
Kontrol under behandlingen
Du skal ses af en læge ca. hver 3. måned.
Blodprøver:
- Hver 4. uge de første 3 måneder
- Herefter hver 8-12 uge
Vigtigt i forbindelse med opstart af upadacitinib behandling
Rejseaktivitet
Hvis du har udenlandsk rejseaktivitet de første 6 måneder efter opstart af upadacitinib, skal du søge forhåndsgodkendelse fra dit forsikringsselskab.
Graviditet og amning
Upadacitinib må ikke tages af gravide eller ammende. Kvinder skal bruge prævention under behandlingen.
Kvinder skal stoppe behandlingen 4 uger før planlagt graviditet og må ikke tage upadacitinib under amning. Tal med din læge, hvis du ønsker at blive gravid.
Hvor hurtigt virker upadacitinib?
Behandlingen virker hurtigt. Du vil typisk mærke effekt i løbet af et par uger.
Hvilke bivirkninger kan forekomme?
Upadacitinib kan, som al anden medicin, give bivirkninger. Det er ikke alle, der oplever bivirkninger. Hvis du oplever bivirkninger, mens du er i behandling med upadacitinib, skal du kontakte din hudlæge.
Meget almindelige bivirkninger:
- Infektioner i luftvejene, fx halsbetændelse, bihulebetændelse
Almindelige bivirkninger:
- Forhøjet kolesteroltal
- Nedsat knoglemarvsfunktion
- Kvalme
- Feber / influenzalignende symptomer
- Urinvejsinfektioner
- Helvedesild
- Vægtøgning
- Acne
- Udslæt
- Forhøjede lever- eller muskelenzymer
- Hoste
Ikke almindelige bivirkninger:
- Blodpropdannelse i ben (DVT)
- Forkølelsessår
- Overfølsomhedsreaktioner (nældefeber eller mere alvorlige allergiske reaktioner)
- Mundhulesvamp
- Lungebetændelse
Hvis du får feber, infektioner eller andre ukendte symptomer, skal du holde pause med upadacitinib og kontakte afdelingen. Du kan genoptage behandlingen, når du ikke har feber, er færdig med eventuelle antibiotika og føler dig rask.
Hvis du har en almindelig forkølelse eller en overfladisk infektion i huden, skal du ikke holde pause med upadacitinib.
Vaccinationer og upadacitinib
Undgå vaccination med levende vacciner under upadacitinib behandling. Hvis du har brug for en sådan vaccine (f.eks. vaccination mod gul feber), bør den gives, inden du starter på upadacitinib.
Vi anbefaler, at du bliver vaccineret mod influenza hvert efterår, når du får medicin, som påvirker dit immunsystem. Du skal ikke holde pause med upadacitinib på det tidspunkt, hvor du skal have vaccinen.
Hvis du er over 65 år, er i øget risiko for at få lungebetændelse pga. hjerte-, lunge-, lever- eller nyresygdom eller har problemer med gentagne lungebetændelser, kan du få en vaccination mod pneumokokker, som er de bakterier, der ofte fører til lungebetændelse. Vaccinen er gratis for over 65 år med sukkersyge, hjerte-, lunge-, lever- eller nyresygdom eller har problemer med gentagne lungebetændelser.
Tal med din praktiserende læge om vaccinen.
Operationer og upadacitinib
Hvis du skal opereres, skal du drøfte med din læge i klinikken, om der skal tages nogle forholdsregler.
Vurdering af effekten af upadacitinib
Effekten af behandlingen vurderes efter 16 uger. Ved manglende respons efter 16 uger bør behandlingen stoppes. Hos nogle patienter med delvis effekt kan behandling i længere tid end 16 uger være gavnlig.
Når der opnås sygdomskontrol vil lægen efter 6-12 måneder vurdere, om behandlingen skal stoppes.