Wernicke-Korsakoff syndrom

Wernicke-Korsakoff syndrom er forårsaget af mangel på vitamin B1 (thiamin), som medfører at hjernen påvirkes.

Hvad er Wernicke-Korsakoff syndrom?

Wernicke-Korsakoff syndrom er en alvorlig tilstand, hvor hjernen påvirkes på grund af mangel på vitamin B1 (thiamin). 

Den mest almindelige årsag til tilstanden er langvarigt alkoholmisbrug. 

Tilstanden ses dog også hos personer med kroniske sygdomme, hvor man spiser for lidt, eller hvor ernæringen optages dårligt i tarmen (dog kun ved meget svær, langvarig underernæring). Det kan for eksempel være ved spiseforstyrrelser og sygdomme med langvarig, kraftig kvalme og opkast.

Vitaminmanglen forårsager hjerneskade, som kan blive meget kritisk, hvis ikke man kommer i behandling.

Symptomer på tilstanden

De første tegn på Wernicke-Korsakoff syndrom er synsforstyrrelser, problemer med balancen og nedsat bevidsthed eller desorientering. 

Bliver syndromet ikke opdaget på et tidligt stadie, kan symptomerne udvikle sig til en meget udtalt glemsomhed, social tilbagetrækning og i værste tilfælde død.

Findes der en behandling?

Hvis sygdommen opdages på et tidligt stadie, kan store mængder af vitamin B1 vende sygdommen til det bedre. 

Det er derfor meget vigtigt, at personer med begyndende tegn til Wernicke-Korsakoff syndrom hurtigt kommer i behandling.

Hvis sygdommen når et fremskredent stadie, som f.eks. svær glemsomhed, findes der ingen effektiv behandling. Måneders behandling med vitamin B1 kan dog i nogle tilfælde mindske symptomerne.

For at forhindre at ovenstående skader udvikler sig, er det meget vigtigt, at alle, som er udsat for at få sygdommen, tager regelmæssige tilskud af B-vitaminer. Dette gælder specielt personer med overforbrug af alkohol.

Komplikationer

Hvis sygdommen ikke behandles, er der stor risiko for, at patienten udvikler kroniske symptomer.

Alternativ behandling

Der findes ingen alternativ behandling.

Redaktør