Velkommen til akutklinikkens sengeafsnit

Information om forløbet på akutklinikkens sengeafsnit.

Her kan du læse mere om Akutklinikken 1. sal.

Om Akutklinikken 1. sal

Du er indlagt på Akutklinikken 1. sal. Du vil være indlagt her i kort tid, det vil sige ca. 1 døgn. Herefter vil du enten blive udskrevet eller overflyttet til en af hospitalets specialafdelinger.

Hvem er indlagt?

Akutklinikken modtager patienter, der kommer med en akut opstået skade eller sygdom. Vi behandler ikke nødvendigvis patienter efter rækkefølge, men ud fra en sundhedsfaglig vurdering om, hvor kritisk din tilstand er. Dette gælder uanset, om du er henvist fra egen læge, vagtlæge, ambulance eller akuttelefonen 1813.

Et typisk forløb på Akutklinikken 1. sal:

  • Når du ankommer vil du blive vurderet at en sygeplejerske.
  • Afhængig af din tilstand og dine symptomer, kan det være, at du skal have taget blodprøver, hjertekardiogram (EKG) og/ eller aflevere en urinprøve. Hvis der er behov for scanning, røntgen og/eller andre prøver og undersøgelser, vil du blive sendt til afdelinger, som kan udføre disse.
  • En læge vil gennemgå din journal, og tage stilling til svarene på dine prøver/undersøgelser.
  • Du vil løbende få vurderet din tilstand og behandling af sygeplejersker og læger. Du vil opleve ventetid i forbindelse med svar på de prøver og undersøgelser, som du har fået foretaget.

Der vil være en del aktivitet på afdelingen, da vi hele døgnet modtager, overflytter eller udskriver patienter. Der er ikke et fast tidspunkt for stuegang, men du vil opleve, at samtaler med læger og sygeplejersker kan foregå både om dagen og om aftenen.

Internetadgang

Henvend dig til personalet, hvis du ønsker adgang til hospitalets trådløse internet.

Besøgstid

Vi har fri besøgstid. Vi beder dig og dine pårørende om at vise hensyn til de øvrige patienter.

Værdigenstande

Du har selv ansvaret for dine ejendele i Akutklinikken. Vi anbefaler, at du så vidt muligt giver dine pårørende værdigenstande og penge med hjem.

Mad og drikke

Du vil få serveret følgende måltider:
Morgenmad serveres ca. fra kl. 8-8.30
Middagsmad serveres ca. fra kl. 12-13
Aftensmad serveres fra ca. kl. 17-18.

På gangene er der adgang til drikkevarer. I hospitalets café ved Gentofte Hospitalsvej 1 er der desuden mulighed for at købe forskellige lettere måltider og kioskvarer. Caféen har åben mandag – fredag kl. 7.30-16. Udenfor caféens åbningstid kan du benytte automaterne, som er ved siden af caféen.

Parkering

Der er tidsbegrænset parkering på flere af hospitalets områder. Har du brug for at forlænge din parkeringstid, kan du henvende dig i receptionen. Husk, at medbringe dit registreringsnummer.

Kom godt hjem

Information om dit besøg

  • Du får udleveret et besøgssammendrag, hvor din henvendelse, symptomer og behandling er beskrevet.
  • Hvis du skal tage medicin efter indlæggelsen, vil du få en medicinliste og evt. medicin med til det første døgn.
  • Skal du til kontrol, vil det fremgå af besøgssammendraget, hvorefter du vil blive indkaldt af kontrolstedet.
  • Med MitID kan du se din journal på sundhed.dk og minsundhedsplatform.dk indenfor 0-3 dage.
  • Vi giver din praktiserende læge besked om, at du har været indlagt.
  • Vi orienterer hjemmeplejen efter din behandling/ indlæggelse, hvis der er behov for det.

Transport hjem

Hjemtransporten skal du selv sørge for. Kun i særlige tilfælde sørger hospitalet for hjemtransport. Personalet kan hjælpe med at ringe efter en taxa, hvis du har brug for det.

Apotek

Hvis lægen har ordineret receptpligtig medicin til dig, ligger recepten elektronisk. Du kan afhente medicinen på apoteket.

Det nærmeste apotek er Gentofte Apotek, Gentoftegade 35. Apoteket har åbent hverdage mellem kl. 9-18:00 og lørdag mellem kl. 9:30-14:00.

Lyngby Svane Apotek på Lyngby Hovedgade og Steno Apotek på Vesterbrogade har døgnåbent alle ugens dage.

Hvis du er bekymret, når du kommer hjem

Har du spørgsmål, eller er du bekymret efter din behandling på Akutklinikken, er du velkommen til at kontakte os. Ved nyopstået sygdom eller skade skal du ringe til Akuttelefonen 1813 eller på hverdage kontakte din egen læge.

Hjælp os med at blive bedre

Vi vil meget gerne høre din mening. Vi kan kun blive bedre, til det vi gør, hvis vores patienter hjælper os på rette vej. Så skriv gerne til os på mail: fam@heh.regionh.dk

Redaktør