Typisk atrieflagren, behandling af (med ablation)

Information om atrieflagren og ablation, samt undersøgelse, behandling og vigtige forholdsregler.

Hvad er typisk atrieflagren?

Typisk atrieflagren er en forstyrrelse af hjerterytmen, der skyldes, at en hjerteimpuls løber ”i ring” i højre forkammer.

Hvad er ablation?

Ablation (radiofrekvensablation) er en behandling, som bruges mod forstyrrelser af hjerterytmen. Gennem blodårer føres katetre ind i hjertet, og via katetrene varmebehandles ganske små områder i hjertet. 

Formålet er at sætte de områder, der opretholder forstyrrelsen af hjerterytmen, ud af spil. Det gøres ved at erstatte visse små områder med arvæv. Arvævet opstår ved varmepåvirkning af vævet. Chancen for helbredelse er ca. 90 %. Behandlingen strækker sig normalt over 3 dage: en forundersøgelsesdag, en behandlingsdag og en udskrivelsesdag.

Det er en god idé at medbringe læsestof til både forundersøgelsen og behandlingsdagen, da der er ventetid.

Medicin mod hjerterytmeforstyrrelse

Hvis du tager medicin mod en forstyrrelse af hjerterytmen, skal du fortsætte med medicinen, indtil du bliver indlagt - med mindre andet er aftalt.

Blodfortyndende medicin

Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin, skal du fortsætte behandling - med mindre vi har aftalt andet.

Medicin mod sukkersyge

Tager du medicin mod sukkersyge, som indeholder Metformin, skal du holde pause de to sidste døgn inden indlæggelsen.

Kontakt os, hvis du er i tvivl om din medicin.

Allergi for jod og kontraststof

Hvis du er allergisk over for jod eller kontraststof, er det vigtigt, at du starter behandling med medicin (Prednisolon) aftenen før undersøgelsen. Medicinen forhindrer en allergisk reaktion. Til forundersøgelsen vurderer lægen, om du skal tage medicinen.

Prævention og graviditet

Det er vigtigt, at du ikke er gravid, og at du bruger sikker prævention, da der bruges røntgenstråler under behandlingen.

Dag 1: Forundersøgelse

På hospitalet starter du med at få taget blodprøver og elektrokardiogram (EKG) i Prøvetagning, Gentofte Hospitalsvej 1, stuen.

Herefter møder du i Hjertesygdomme, sengeafsnit 3, Gentofte Hospitalsvej 4, 1. sal. Her taler du med en sygeplejerske og en læge om behandlingen. Du får skrevet journal, og du skal give dit samtykke til behandlingen. Du taler også med en narkoselæge.

Efter samtaler og forundersøgelser går du hjem og møder igen på behandlingsdagen.

Dag 2: Behandling

På behandlingsdagen møder du på Hjertesygdomme, sengeafsnit 2, Gentofte Hospitalsvej 6 stuen. 

Du skal faste. Det betyder, at du ikke må spise, tygge tyggegummi, sutte på bolsjer eller ryge efter kl. 24.00. Du må dog drikke vand eller saft indtil kl. 06.00 om morgenen.

Når du møder på afdelingen, bliver du modtaget af en sygeplejerske. Du får en seng og udleveret operationstøj. Herefter får du målt temperatur, blodtryk og puls. Du får lagt et tyndt plasticrør i en blodåre i armen til at give medicin igennem.

Behandlingen

En portør kører dig i din seng til hjerteafdelingens operationsafsnit, hvor behandlingen foregår. Her bliver du modtaget af den sygeplejerske, som tager sig af dig under ablationen.

Under behandlingen er du bedøvet og lagt i en dyb søvn – med mindre vi har aftalt andet. Når du er bedøvet, lægger lægen tynde plastikrør ind i en blodåre i lysken. Gennem rørene føres tynde katetre til hjertet og der tages røntgenbilleder. Lægen opmåler præcis, hvor ablationen skal udføres og opvarmer derefter de små områder i hjertet via katetrene, sådan at der kan dannes arvæv. Efter behandlingen bliver plastikrør og katetre fjernet, imens du vågner af bedøvelsen.

Hvor lang tid tager det?

Der behandles i serier på 2 – 4 minutter, indtil målet for behandlingen er nået. I alt tager det 2-3 timer, før en portør kører dig tilbage til sengeafsnittet eller opvågningsafsnittet.

Efter behandlingen

Når du er tilbage på afdelingen, ser en sygeplejerske til dig. Du får sat en bærbar sender (telemetri) på brystet, som viser din hjerterytme. Du får tilbudt en sandwich og noget at drikke.Du skal ligge i sengen i 3 timer efter indgrebet for at forhindre, at det bløder fra lysken, hvor katetrene blev ført ind.

Hvis det begynder at bløde, eller der kommer en blodansamling, skal du ligge i sengen et par timer mere. 

Personalet hjælper dig, første gang du skal op.

Komplikationer

I sjældne tilfælde kan der opstå komplikationer. 

Det kan være: 

  • Blodsamling ved stedet, du blev stukket
  • Blodsamling i hjertesækken, som evt. skal udtømmes
  • Luft i brysthulen, som kan kræve dræn i 1-2 dage 
  • Langsom hjerterytme, som kræver pacemaker
  • Blodpropper til hjernen eller andre organer sker i meget sjældne tilfælde

Særlige komplikationer kan kræve overflytning til Rigshospitalet.

Dag 3: Udskrivelse

Normalt bliver man udskrevet dagen efter behandlingen.

Inden du bliver udskrevet, taler du med en sygeplejerske og en læge. I aftaler tid til kontrol, og du får informationer om blodfortyndende medicin, og om hvornår du kan begynde at arbejde - oftest inden for en uge.

Plasteret i lysken er vandtæt, og du må gå i brusebad, når du ikke længere har hjerteovervågning (telemetri) på. Plastret skal fjernes efter 24 timer.

I den første uge efter behandlingen skal du undgå tunge løft, og du skal være forsigtig, hvis du går på trapper. Bemærk også at du ikke må køre bil den første uge efter behandlingen.

Redaktør