Smerter - behandling med Imipramin, Nortriptylin og Amitriptylin

Præparaterne virker mod nervesmerter, dvs. smerter som kommer af irriterede eller beskadigede nerver, f.eks. i forbindelse med en diskusprolaps.

Hvad er Imipramin og Amitriptylin?

Præparaterne virker mod nervesmerter, dvs. smerter som kommer af irriterede eller beskadigede nerver, f.eks. i forbindelse med en diskusprolaps.

Irriterede nerver føles normalt som stikkende, brændende og jagende smerter, der stråler ud fra et bestemt sted. Du kan også opleve en prikkende og sovende fornemmelse, eller du kan have nedsat følsomhed i et område af kroppen.  

Hvad bruges præparaterne til?

Normalt bruger man Imipramin og Amitriptylin mod depressioner. Men på Klinik for Led- og Bindevævssygdomme og på Klinik for rygsygdomme bruger vi det kun pga. den smertestillende effekt.

Når vi giver præparaterne mod smerter, er det i en langt lavere dosis end ved depression. 

Hvordan virker Imipramin og Amitriptylin?

Imipramin og Amitriptylin hæmmer de stoffer, der overfører smerteimpulser til din hjerne. Præparaterne dæmper symptomerne, men fjerner ikke årsagen til at du har ondt. Begge præparater får musklerne til at slappe af. Præparaterne begynder at virke efter få døgn. 

Amitriptylin virker sløvende. Du kan sove bedre under behandlingen.  Det er især den fase af søvnen, hvor du drømmer (REM-søvnen), der bliver bedre. Derfor anbefaler vi, at du tager Amitriptylin om aftenen. Imipramin kan virke opkvikkende. Derfor kan du med fordel tage dem om morgenen og i dagtimerne. 

Hvordan tages Imipramin og Amitriptylin?

Imipramin findes som tabletter á 10 og 25 mg.

Amitriptylin findes som tabletter á 10, 25 og 50 mg.

Den mest almindelige startdosis er 10 mg Imipramin om morgenen og 10 mg Amitriptylin til natten.

I samråd med lægen kan du eventuelt øge til 20 mg Imipramin om morgenen og til 20 mg Amitriptylin til natten, eventuelt mere.

Bivirkninger

Du kan få tør mund og større risiko for at udvikle huller i tænderne end normalt fordi medicinen dæmper produktionen af spyt. Det kan være en idé at sutte på syrlige bolcher eller at bruge kunstigt spyt, som du kan købe i håndkøb på apoteket. 

Du kan blive svimmel, hvis du rejser dig for hurtigt op. Det er især almindeligt hos ældre.

Hvis du er i behandling længe, kan du tage på i vægt. Nogle får forstoppelse, når de tager præparaterne. Du kan afhjælpe eller forebygge problemet med afføringsmidler, som du kan få i håndkøb på apoteket.

Nogle får besvær med at lade vandet. Problemet ses især hos mænd med forstørret prostata.

Du kan begynde at svede mere end normalt. Mænd kan blive midlertidigt impotente. 

Personer, der har en hjertesygdom i forvejen, kan få forstyrrelser i hjerterytmen.

Du kan finde en samlet oversigt over bivirkninger i indlægssedlen, som ligger i æsken med medicinen.

Bemærk

Du må ikke tage Imipramin og Amitriptylin hvis du har grøn stær (snævertvinklet glaukom).

Imipramin og Amitriptylin sammen med anden medicin

Imipramin og Amitriptylin kan påvirke effekten af eventuel anden medicin, du tager. 

Desuden kan anden medicin påvirke virkningen af Imipramin og Amitriptylin.

Vi anbefaler dig derfor altid at spørge din læge til råds, hvis du tager anden medicin end Imipramin og Amitriptylin.

Det drejer sig blandt andet om visse midler mod mavesår, midler mod psykoser, visse svampemidler, midler mod hjerterytmeforstyrrelser, antihistaminer, visse epilepsimidler, midler mod psoriasis, midler mod migræne og forhøjet blodtryk, visse muskelafslappende midler samt sovemedicin.

Du må gerne tage smertestillende medicin som f.eks. Paracetamol og Ibuprofen sammen med Imipramin og Amitriptylin.

Alkohol

Du skal være opmærksom på, at Imipramin og Amitriptylin forstærker effekten af alkohol.

Trafik og arbejdssikkerhed

Imipramin og Amitriptylin er ikke mærket med ”rød advarselstrekant”, men især Amittriptylin kan på nogle virke sløvende og påvirke reaktionsevnen. Det er især i begyndelsen af behandlingen, eller hvis du får en høj dosis. Du skal derfor være forsigtig, når du færdes i trafikken eller betjener maskiner, når du tager Imipramin og Amitriptylin. Læs eventuelt mere på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside under ”Trafikfarlig medicin”.

Graviditet og amning

Vi anbefaler dig så vidt muligt at undgå at tage Imipramin og Amitriptylin, hvis du er gravid eller ammer. Ellers bør du rådføre dig med din læge om, hvilken dosis du kan tage.

Kontrol

Du behøver ikke gå til kontrol, når du tager Imipramin og Amitriptylin.

Yderligere spørgsmål

Er du i tvivl eller har yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte klinikken. Derudover henviser vi til indlægssedlen i pakken med medicin.

Kontakt

Telefon 38 67 32 23 Man, tirs, tors: klokken 8:00 - 15:00 Ons: klokken 8:00 - 18:00  Fre: klokken 8:00 - 14:00

Redaktør