Hvad er rosen?
Rosen er en infektion i huden og underhuden.
Hvorfor får man rosen?
Rosen er altid udløst af bakterier. De mest almindelige bakterier, der giver rosen, er streptokokker, og i sjældnere tilfælde stafylokokker. Infektionen skyldes, at der kommer bakterier ind i huden, ofte gennem et sår eller en rift på eksempelvis foden.
Bakterierne føres i nogle tilfælde med blodet til et andet sted på benet og laver infektion.
Hvilke symptomer er der?
Symptomerne starter sædvanligvis brat med feber efterfulgt af rødme og ømhed af huden. Der kan også være smerter og væskeophobning (ødem) af det område der rammes. Der kan dannes blærer og sår.
Hvordan undersøger man for rosen?
Hvis du har et sår, vil du blive podet fra såret. Dit blod vil også blive undersøgt for bakterier (bloddyrkning).
Hvordan behandles rosen?
Rosen behandles med antibiotika - eventuelt i drop de første dage. Herefter i tabletform den resterede del af behandlingen. Den samlede varighed af behandlingen afhænger af sværhedsgraden af infektionen og i nogle tilfælde også af blodprøvesvarene.
Har du mange smerter, vil du blive tilbudt smertebehandling. Hvis du har rosen på benet, kan der i nogle tilfælde være behov for understøttende forbinding af benet – men dette vil du blive informeret om af personalet i afdelingen.
Hvordan er forløbet?
Bakterierne dør som regel efter et par dages behandling, men huden kan være flere uger om at hele. I forbindelse med at huden heler, kan det klø meget. Det er meget vigtigt, at du ikke at klør i såret, da dette kan vedligeholde infektionen.
Huden vil ofte være misfarvet længe efter overstået infektion, ligesom der kan være tendens til hævelse (ødem), især ved rosen på benene.
Gode råd
Det er vigtigt, at du følger behandlingen, og dermed tager antibiotikakuren til den er færdig. Desuden er det godt, at du er oppegående så meget som muligt.