Peak-flow måling

Ved en peak-flow måling kan lungernes funktion vurderes.

Peak-flow måling

Når man har astma, varierer lungefunktionen ofte. Med en peak-flow måling kan vi vurdere dine lungers funktion. 

Forberedelse

Målingen foregår hjemme. Du får et peak-flow-meter og et registreringsskema udleveret i klinikken. Sygeplejersken fortæller dig, hvordan du skal anvende det hjemme. 

Hvordan fo regår målingen?

Peak-flow-meteret måler, hvor hurtigt du puster ud. En sikker måling kræver, at du puster alt hvad du kan. Det er vigtigt, at du puster hårdt og hurtigt.

Du skal måle morgen og aften hver dag. Du skal også måle, hvis du får hoste eller åndenød. Om morgenen skal peak-flow måles så tidligt som muligt, helst lige når du er stået ud af sengen.

Hvis du bruger medicin mod astma, skal peak-flow måles inden du tager din medicin, med mindre andet er aftalt.

Du kan blive bedt om at måle både før og efter du tager din medicin, eller før og efter du har anstrengt dig. På den måde kan vi se, hvordan det påvirker din lungefunktion.

Sådan gør du: 

  • Stil pilen på nul 
  • Sørg for at dine fingre hverken dækker pilen, revnen midt på apparatet eller hullerne i bunden af peak-flow-meteret
  • Stå op, hvis det er muligt. Sørg for at gøre det samme hver gang
  • Træk vejret dybt ind
  • Tag mundstykket i munden og luk læberne helt tæt omkring mundstykke
  • Hold peak-flow meteret vandret
  • Pust så hårdt og hurtigt du kan
  • Aflæs resultatet og skub pilen tilbage
  • Mål mindst 3 gange

Registrer målingerne

Resultaterne skal helst være nogenlunde ens, ellers prøv igen. Sørg for at puste så kraftigt du kan, hver gang. Den højeste værdi, du har aflæst på skalaen, skriver du i skemaet.

Du skal tage det udfyldte skema med ved dit næste besøg i klinikken.

Hvor kan jeg læse mere?

www.allergileksikon.dk

Redaktør