Overrevet akillessene (Konservativt behandlet med gips)

Når akillessenen er blevet revet over og behandlet med gips, skal foden holdes i ro, så senen kan vokse sammen.

Kort om besøget

Vi har undersøgt dig og konstateret, at du har revet din akillessene over. Vi har givet dig gips på, for at du kan holde foden i ro, så senen kan vokse ordentligt sammen.

Hvis du har behov for krykker, har vi givet dig nogle, du må låne med hjem.

Når du kommer hjem

Kontakt din egen læge, hvis du får det værre

Du skal ringe til din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis:

  • tæerne bliver blege, kolde og følelsesløse
  • du får en sovende og prikkende fornemmelse i tæerne
  • gipsen trykker, strammer eller gnaver
  • gipsen knækker
  • gipsen bliver våd eller løs
  • smerterne tiltager.

Du kan få blå mærker og stift fodled

Når akillessenen er revet over, kan du opleve, at:

  • få blå og røde mærker ved tæerne og på benet
  • leddet i foden føles stift.

Det er normale reaktioner, der går over af sig selv.

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamol. Smertestillende medicin kan købes i håndkøb på apoteket og i supermarkeder.

Brug et isomslag

Du kan lave et isomslag og lægge på der, hvor du har smerter eller er hævet. Brug fx en pose is og læg et viskestykke rundt om, så huden ikke kommer i direkte kontakt med isen. Læg isomslaget på 2-3 gange dagligt i 15-20 minutter ad gangen. Det lindrer smerter og hævelse i din ankel.

Beskyt gipsen

Gipsen størkner hurtigt, men er først helt tør efter 24 timer. Du skal derfor undgå at dække den til med tøj det første døgn. Samtidig skal du undgå at støde ind i noget, så der ikke kommer små hak i gipsen.

Vi anbefaler, at du bruger en plastikpose uden på gipsen, når du er i bad. Sørg for, at posen lukkes godt til foroven, så gipsen ikke bliver våd.

Gipsen kan irritere

Når du har fået gips på, er det normalt, at du:

  • sveder under gipsen, og huden klør
  • får blodansamlinger eller blå mærker, der bevæger sig ud i tæerne. Det forsvinder af sig selv.

Hvis gipsen har kanter og spidser, der stikker, skal du kontakte Akuttelefonen 1813.

Undgå at kradse under gipsen

Hvis det klør, skal du undlade at stikke noget ind under gipsen eller kradse med fx en strikkepind. Du risikerer at skade huden og få sår.

Brug en sko med samme hælhøjde som gipsskinnen

På den raske fod skal du bruge en sko, der sidder godt fast på foden. Det giver dig en mere sikker gang. Skoen skal have samme hælhøjde som gipsskinnen, så benene er lige lange.

Indstil krykkerne rigtigt

Krykkerne skal indstilles, så de passer til din højde. Krykkerne har den rigtige højde, når du holder fast i krykkerne og på samme tid står op med ret ryg, slapper af i skuldrene og har armene ned langs siden, mens du bøjer albuerne let.

Vær opmærksom på, at krykkerne skal indstilles igen, når du har fået gipsen af. Du risikerer at få ondt i ryggen, hvis krykkerne er for lave. Er krykkerne for høje, kan du få ondt i nakken og skuldrene.

Kom til kontrol

Du skal til kontrol efter 3 uger, hvor vi fjerner gipsen og giver dig en støvle på med kiler i. Vi indkalder dig med digital eller fysisk post. 
Til kontrollen sikrer vi os, at akillessenen heler, som den skal, og taler med dig om din videre behandling.
Du skal forvente at have bandage på i mindst 9 uger.

Praktiske forhold

Vent med kontaktsport med hurtige afsæt og hop

Først 4-6 måneder efter du har fået gipsen af, er foden klar til kontaktsport og motion, hvor du kan komme til at hoppe og sætte hurtigt af (fx fodbold). Musklerne i det syge ben skal være trænet lige så store som i det raske ben. Det mindsker risikoen for, at akillessenen bliver revet over igen.

Pas på, når du går på trapper

Efter du har fået gipsen af, skal du være forsigtig, når du går på trapper. Prøv at lægge vægten på den bagerste del af foden. Så mindsker du risikoen for, at akillessenen bliver revet over igen.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit besøg på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil meget gerne høre fra dig med både ris og ros omkring dit ophold på hospitalet. Du kan finde kontaktoplysninger på vores hjemmeside www.gentoftehospital.dk. Hvis du overvejer at klage over din behandling, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. På www.regionh.dk/patientrettigheder kan du læse mere om mulighederne for at klage.

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik 

Få mere viden

Redaktør