Øjenskade

Når man har fået en skade på øjet, kan det behandles med øjendråber eller øjensalve.

Kort om besøget

Du har fået en skade på dit øje. Vi har eventuelt bedøvet det med øjendråber. Vi har talt med dig om, hvordan du fortsætter behandlingen med øjendråber eller -salve hjemme.

Når du kommer hjem

Behandling med øjendråber

Når du skal dryppe øjnene, skal du:

  • trække ned i det nederste øjenlåg
  • bøje hovedet bagover
  • dryppe 1 dråbe ned i midten af øjet
  • slippe øjenlåget og blinke for at fordele væsken.

Nogle typer øjendråber kan løbe ned gennem næsen og afgive lidt gul farve, hvis du pudser næse. Du kan også få en smag af medicin i munden, når du behandler dine øjne. Begge dele er ufarlige.

Behandling med øjensalve

Når du skal bruge salven, skal du:

  • trække ned i det nederste øjenlåg
  • lægge en stribe salve på ½ centimeter mellem øjet og øjenlåget
  • slippe øjenlåget og blinke for at fordele salven.

Salven kan løbe ned gennem næsen og give en smag af medicin i munden. Det er ufarligt.

Kontakt din egen læge eller øjenlæge, hvis øjet bliver irriteret

Du skal ringe til din egen læge, din øjenlæge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid ved følgende symptomer:

  • synet bliver dårligere
  • øjet bliver mere rødt
  • smerter eller svie tiltager.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Du kan købe smertestillende medicin i håndkøb. Læs på pakken, hvor meget medicin du må tage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.  

Undgå smitte med øjenbetændelse

Øjenbetændelse kan let smitte fra det ene øje til andet. Du kan mindske risikoen ved at:

  • opbevare dråberne eller salven i køleskabet
  • vaske hænder både før og efter, du bruger dråberne eller salven
  • undgå, at tuben eller flaskens spids rører dit øje eller øjenlåg
  • bruge et stykke papir fremfor at gnide dig i øjet, hvis dit øje løber i vand.

Vi anbefaler, at du smider dråberne eller salven ud, når du er færdig med behandlingen.

Behold øjenklappen på

Hvis dit øje er blevet bedøvet med øjendråber, skal du beholde øjenklappen på i 15 minutter for at beskytte øjet. Det skyldes, at du ikke kan mærke, hvis du får noget i øjet, så længe bedøvelsen virker. Vi anbefaler desuden, at du bruger øjenklappen, så længe den lindrer dine smerter.

Vent med at køre bil

Hvis du har klap for øjet, må du ikke køre bil, da dit synsfelt er halveret, og du derfor har sværere ved at bedømme afstande.

Fjern plaster eller forbinding

Hvis du har fået plaster på, skal du fjerne det efter et døgn. Hvis plasteret eller forbindingen bliver vådt af væske fra øjet, skal du skifte det med det samme.

Rens øjet i sterilt vand

Vi anbefaler, at du renser øjet med sterilt vand 3 gange om dagen i 10 minutter. Fugt en tot bomuldsvat eller en gazetampon med den sterile væske (saltvand), og tør forsigtigt dit øje. Vand fra vandhanen kan bruges i nødstilfælde, hvis det er kogt.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit besøg på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil meget gerne høre fra dig med både ris og ros omkring dit ophold på hospitalet. Du kan finde kontaktoplysninger på vores hjemmeside www.gentoftehospital.dk. Hvis du overvejer at klage over din behandling, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. På www.regionh.dk/patientrettigheder kan du læse mere om mulighederne for at klage.

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik 

Få mere viden

Redaktør