Nucala, behandling med (Mod svær eosinofil astma)

Nucala er en behandling, der reducerer antallet af eosinofile celler i blodet og som kan nedsætte antallet af astmaanfald. Det gives i tilfælde af svær astma.

Hvad er svær eosinofil astma? 

Svær astma optræder, når du har svært ved at styre dine daglige symptomer og derfor stadig får astmaanfald, selv om du tager høje doser af medicin. 

Eosinofile: eosinofile leukocytter er inflammatoriske celler, der findes i hele kroppen, herunder i blodet og i lungerne, og som spiller en vigtig rolle i dit immunforsvar. Eosinofile celler kan bidrage til luftvejsinflammation, og de har været forbundet med en øget risiko for alvorlige astmaanfald.

Hvad er Nucala? 

Nucala er en behandling til voksne patienter med svær eosinofil astma. For at afgøre, om Nucala er den rigtige behandling til dig, vurderer lægen:

  • Resultater af dine blodprøver 
  • Din sygehistorie og aktuelle astmasymptomer 
  • De typer af astmamedicin, du tager 

Hvordan foregår behandling med Nucala?

Nucala gives som en indsprøjtning under huden i din ene overarm. Der gives en sprøjte ad gang med 4 ugers mellemrum. Efter indsprøjtningen skal du observeres i minimum 30 minutter, og du skal derfor blive i afdelingen i dette tidsrum. 

Hvordan virker Nucala?

Nucala reducerer antallet af eosinofile celler i blodet.

Nucala kan nedsætte antallet af dine astmaanfald, hvis du allerede bruger lægemidler mod astma, for eksempel højdosis – inhalatorer, men hvor disse lægemidler ikke holder din astma under kontrol. 

Hvis du tager lægemidler, der kaldes orale kortikosteroider (Prednisolon), kan Nucala også hjælpe med at nedsætte den daglige dosis, som du behøver for at holde for at holde din astma under kontrol.

Hvilke bivirkninger kan Nucala give?

Du kan mærke, at du får indsprøjtningen, og det kan hæve, klø eller blive rødt der, hvor indsprøjtningen er givet. 

Andre almindelige bivirkninger til Nucala kan være mavesmerter, stoppet næse, hovedpine, rygsmerter, infektion og ondt i halsen.

Nogle personer kan få allergiske reaktioner eller allergi-lignende reaktioner. Symptomerne kan vise sig som:

  • trykken for brystet, hoste, vejrtrækningsbesvær
  • besvimelse, svimmelhed 
  • hævelse af øjenlåg, ansigtet, læber, tunge eller mund
  • nældefeber 
  • udslæt 

Du skal søge læge, hvis du får akutte symptomer, fx udslæt eller vejrtrækningsbesvær, efter du har forladt afdelingen. 

Medicin

Det er meget vigtigt, at du forsætter med din sædvanlige medicin, og din behandling vil blive detaljeret gennemgået ved hvert besøg. 

Fysisk aktivitet

Du skal undgå hård fysisk aktivitet efter indsprøjtningen. 

Bilkørsel 

Du skal sikre dig, at du ikke føler dig påvirket, før du kører bil eller betjener maskiner. 

Redaktør