Lungerne, kikkertundersøgelse af (Bronkoskopi)

En kikkertundersøgelse, også kaldet bronkoskopi, undersøger luftrøret ved brug af en en tynd bøjelig slange med en kikkert.

Kort om undersøgelsen

Ved undersøgelsen får du undersøgt slimhinden i dit luftrør.

Undersøgelsen foregår på Klinik for Kikkertundersøgelser og varer ca. 15 minutter. Du skal dog sætte hele dagen af til undersøgelsen. Der går tid med forberedelse før undersøgelsen, og bagefter kan du være påvirket af den afslappende medicin.

Forberedelse til undersøgelsen

Er du i behandling med blodfortyndende medicin, skal du holde pause med dette efter aftale med sygeplejersken.

Du må ikke spise i 6 timer før undersøgelsen. Du må drikke vand indtil 2 timer før. Din sædvanlige medicin kan du tage indtil 2 timer før.

Husk at fortælle hvis der er særlige forhold vedr. dine tænder, der skal tages hensyn til (f.eks. protese, stifttænder).

Du må ikke ryge i dagene op til undersøgelsen.

Du må ikke bruge neglelak og læbestift på undersøgelsesdagen.

Selve undersøgelsen

Undersøgelsen foregår på en særligt indrettet undersøgelsesstue, mens du ligger på ryggen på en undersøgelsesbriks.

Når undersøgelsen starter, får du afslappende medicin via en plastikkanyle i hånden eller armen.

Du får lokalbedøvende medicin i næse og svælg, hvorefter lægen fører en tynd slange med en kikkert og et ultralydshoved ned i luftrøret via næsen eller munden.

Det kan være lidt ubehageligt, mens kikkerten passerer næsen/svælget, men derudover er undersøgelsen ikke forbundet med smerte.

I kikkerten kan lægen se, hvordan slimhinden i dine luftrør ser ud, og der bliver lavet en skylning med saltvand. Skyllevandet bliver sendt til forskellige undersøgelser.

Efter undersøgelsen

Efter undersøgelsen bliver du kørt til en hvilestue. Sygeplejersken holder øje med dit blodtryk og puls, og om du har det godt.

Da du har været lokalbedøvet i halsen, må du først spise eller drikke 1 time efter undersøgelsen.

Vi tilbyder drikkevarer og noget let at spise.

Når du skal hjem

Du aftaler med sygeplejersken, hvornår du kan tage hjem.

Du må ikke selv køre bil resten af døgnet.

Komplikationer

Der er sjældent alvorlige gener eller komplikationer efter undersøgelsen. Det er normalt at være hæs og hoste lidt. Du kan også hoste lidt blod op. Det første døgn efter undersøgelsen kan du få let feber.

Resultat af undersøgelsen

Du får svar på undersøgelsen ved en samtale med lægen. Der kan gå 1-1½ måned før de endelige resultater foreligger.

Ved samtalen får du mange informationer. Vi anbefaler derfor, at du tager et familiemedlem eller en god ven med. Det er også en god idé at skrive evt. spørgsmål ned hjemmefra.

Redaktør