Kuskefingre (Dupuytrens Kontraktur) er en bindevævslidelse i hånden, som giver stramt og fortykket bindevæv, der trækker en eller flere fingre ned mod håndfladen. Her får du information om operation for kuskefingre.
Kuskefingre er en arvelig lidelse, og der er stor forskel på, hvor aggressiv den er. Lidelsen er sværere at behandle hos yngre patienter og hos patienter med sygdomme, som f.eks. sukkersyge, nedsat lungefunktion (KOL) eller patienter med større tobaks- eller alkoholforbrug.
Operation
Ved operation for kuskefingre fjerner kirurgen det fortykkede bindevæv i hånden gennem et snit på fingrene og evt. et tværsnit i hånden. Det kan være nødvendigt at lave en mindre hudtransplantation.
Bedøvelsesmetoden afhænger af lidelsens sværhedsgrad og antallet af fingre, som skal opereres. Bedøvelsen foretages af en narkoselæge ved et stik i armhulen.
Du vil under operationen få en manchet på armen, som strammer og kan genere.
Efter operationen er det ikke altid muligt at opnå fuld udstrækning af fingrene. Det kan især være vanskeligt:
- ved svær krumning af mellemleddene
- hvis lidelsen er opereret før
- hvis du har sygdommen i svær grad
Efter operationen kan det blive nødvendigt at lægge en gipsbandage eller at gøre mellemleddet midlertidigt stift med en tynd metalpind i 1-2 uger for at holde leddet strakt.
Forberedelse
På apoteket kan du købe Paracetamol (f.eks. Panodil eller Pamol) og Ipren, som er de smertestillende piller, vi anbefaler efter operationen.
Hvis du har hjemmepleje, skal du selv orientere dem om den forestående operation.
På operationsdagen skal du sikre dig, at du ikke har sår eller rifter på hånden. Du må heller ikke have neglelak eller smykker på, da det øger risikoen for infektion.
Dit tøj skal have vide ærmer af hensyn til den store bandage, du får på.
Rygning og alkohol
Rygning og alkoholindtag øger risikoen for komplikationer efter operationen.
Er du ryger, anbefaler vi, at du stopper med at ryge mindst 8 uger før operationen, samt 4 til 8 uger efter operationen. Selvom der måske er kortere tid til din operation, anbefaler vi fortsat, at du undgår rygning, da vi ved, at det hjælper helingsprocessen.
Drikker du mere end Sundhedsstyrelsens genstandsgrænse, skal du i mindst 4 uger før operationen holde helt op med at drikke alkohol. Dette nedsætter risikoen for infektioner, blødninger og hjerte-lungeproblemer efter operationen.
Operationsdagen
Du møder i Operationsmodtagelsen på Gentofte Hospitalsvej 1, 1. sal på det aftalte tidspunkt. Du skal ikke møde fastende.
Efter operationen
Du får en stor bandage om hånden. Ca. en uge efter operationen kommer du til kontrol i Håndkirurgi, klinik 1, hvor forbindingen bliver skiftet. Du får en tid til denne kontrol med hjem efter operationen. Trådene fjernes efter 12-14 dage.
I nogle tilfælde skal operationssåret ikke syes. Ved en sådan åben sårbehandling går der ofte 3-4 uger, før såret er helt lukket. Du vil i denne periode gå med en forbinding, som skiftes, når du kommer til kontrol i klinikken. I nogle tilfælde kan genoptræning eller natlig skinnebehandling være nødvendig.
Før såret er lukket, må du ikke løfte tunge ting med hånden.
Smertestillende
Hvis kirurgen vurderer, at der er behov for stærkere smertestillende end Paracetamol og Ipren, får du en recept og tabletter til de første dage.
Risici
Ved særligt udtalt sygdom, især i lillefingeren, er der 20-25% risiko for, at operationen ikke hjælper. Operationen kan måske forværre tilstanden.
Risikoen for at få overskåret nerver og kar til fingrene er lille (3-4%), men risikoen øges med 10%, hvis der tidligere har været opereret på de samme fingre. Det kan medføre varige føleforstyrrelser på fingrene og i sjældne tilfælde ømme nerveknuder. Forbigående føleforstyrrelser forekommer ofte, selvom nerverne ikke er overskåret. Disse forsvinder efter 3-4 måneder.
I sjældne tilfælde kan der gå betændelse i såret. Overfladisk betændelse er som regel uden betydning for slutresultatet. En dyb betændelse kan derimod føre til fornyet krumning af fingeren. Betændelse medfører flere efterkontroller og i visse tilfælde antibiotisk behandling.
Komplekst regionalt smertesyndrom (CRPS); forekommer sjældent (1-3 %). CRPS er en reaktion i kar og nerver, som giver smerter, hævelse og stivhed i armen og ned i hånden. Årsagen er ukendt. CRPS skal behandles individuelt, og det kan være et langt forløb.
Bilkørsel
Du kan ikke selv køre hjem fra hospitalet. Det anbefales, at du ikke kører bil, før hånden er fuldt funktionsdygtig.
Sygemelding
Sygemelding gives almindeligvis i 3-6 uger, afhængigt af dit erhverv. Dette aftales individuelt med lægen.
Udenlandsrejser
Skal du ud at rejse, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. De første måneder efter en operation kan der være forhold, der gør, at forsikringsselskabet ikke vil dække eventuelle skader/sygdom.