Kikkertundersøgelse af lungerne og vævsprøve af lungen (Bronkoskopi og perkutan lungebiopsi)

Ved en kikkertundersøgelse bliver slimhinderne undersøgt, og der bliver også taget en vævsprøve fra lungerne.

Kort om undersøgelserne

Du skal have undersøgt slimhinden i dine luftrør og taget en vævsprøve fra din lunge.

Den samlede undersøgelse foregår på Klinik for Kikkertundersøgelser og varer ca. 45 minutter. Du skal dog sætte hele dagen af til undersøgelsen, da der går tid med forberedelse før undersøgelsen, og bagefter kan du være påvirket af den afslappende medicin.

Du kan forvente at få svar på undersøgelsen efter 7 hverdage.

Forberedelse til undersøgelsen

Er du i behandling med blodfortyndende medicin, skal du holde pause med dette efter aftale med sygeplejersken.

Du må ikke spise i 6 timer før undersøgelsen. Du må drikke vand indtil 2 timer før.

Din sædvanlige medicin kan du tage indtil 2 timer før.

Du må ikke ryge i dagene op til undersøgelsen.

Du må ikke bruge neglelak og læbestift på undersøgelsesdagen.

Selve undersøgelsen

Selve undersøgelsen består af to forskellige undersøgelser. Begge foregår på en særligt indrettet undersøgelsesstue, mens du ligger på en undersøgelsesbriks.

Når undersøgelsen starter, får du afslappende medicin via en plastikkanyle i hånden eller armen.

Kikkertundersøgelsen

Du får lokalbedøvende medicin i næse og svælg, hvorefter lægen fører en tynd slange med en kikkert ned i lungerne via næsen eller munden. Det kan være lidt ubehageligt, mens kikkerten passerer næsen/svælget.

I kikkerten kan lægen se, hvordan slimhinden i dine luftrør ser ud, og der bliver taget forskellige prøver.

Vævsprøven

Inden du får taget prøven, får du gennemlyst din lunge med et røntgenapparat. Dernæst får du lagt lokalbedøvelse i muskulatur og hud, der hvor du skal stikkes. Når lokalbedøvelsen virker, fører lægen en tynd kanyle ind mellem to ribben og tager en vævsprøve.

Når lokalbedøvelsen lægges, kan det presse og spænde i huden. Selve undersøgelsen er ikke forbundet med smerte.

Prøverne bliver undersøgt for celleforandringer og bakterier.

Efter undersøgelsen

Efter undersøgelsen bliver du kørt til en hvilestue. Sygeplejersken holder øje med dit blodtryk og puls, og om du har det godt. Da du har været lokalbedøvet i halsen, må du først spise eller drikke 1 time efter undersøgelsen.

Vi tilbyder drikkevarer og noget let at spise.

Når du skal hjem

Du aftaler med sygeplejersken, hvornår du kan tage hjem.

Du må ikke selv køre bil resten af døgnet.

Komplikationer

Efter undersøgelsen er det normalt at være hæs og hoste lidt, og du kan hoste lidt blod op. Du kan også være øm, der hvor du er blevet stukket. Det første døgn efter undersøgelsen kan du få let feber.

Der er en lille risiko for, at lungen falder sammen efter vævsprøven. Du får derfor taget et røntgenbillede af dine lunger ca. en time efter undersøgelsen. Hvis røntgenbilledet er normalt, kan du gå hjem.

Hvis lungen er faldet sammen, kan det medføre et par dages indlæggelse, mens man kontrollerer, at lungen folder sig ud igen. Det kan blive nødvendigt at lægge et lille rør (dræn) ind i lungehulen for at hjælpe den til at folde sig ud.

Resultat af undersøgelsen

Ca. 7 hverdage efter undersøgelsen skal du til samtale med en læge på afdelingen. Her får du svar på prøverne. Tid og sted aftales med din kontaktsygeplejerske.

Ved samtalen får du mange informationer. Vi anbefaler derfor, at du tager et familiemedlem eller en god ven med. Det er også en god idé at skrive evt. spørgsmål ned hjemmefra.

Redaktør