Infektioner og biologisk medicin

Biologisk medicin blokerer forskellige elementer af immunforsvaret. Læs her om, hvornår man skal holde pause med sin biologiske medicin.

Biologisk medicin blokerer forskellige elementer af dit immunforsvar. Du kan derfor nemmere få infektioner eller være længere tid om at blive rask, hvis du bliver syg. Læs om, hvornår du skal holde pause med din biologiske medicin.

Hvornår skal jeg holde pause med min biologiske medicin? 

Du skal holde pause med din biologiske medicin, hvis du:

  • Bliver syg
  • Har en infektion
  • Får et stort sår
  • Skal have lavet en større tandbehandling
  • Skal opereres

Sygdom og infektioner

Hvis du får feber, eller har mistanke om, at du har en infektion, anbefaler vi, at du kontakter din praktiserende læge. Husk at oplyse, at du er i behandling med biologisk medicin. Vis eventuelt det kort, du fik udleveret, da du startede op på behandlingen.

Tegn på infektion kan være:

  • Feber
  • Hoste
  • Svien ved vandladning og eller hyppig vandladning
  • Betændelse i ører, øjne, tænder, hud, negle, sår m.m.
  • Fornemmelse af sygdom med generel utilpashed

Du skal holde pause med din biologiske medicin, så længe du har tegn på infektion. Hvis du er sat i behandling med antibiotika, skal du holde pause med den biologiske medicin, indtil du er færdig med din antibiotika-kur, og ikke længere har tegn på infektion. Er du i tvivl, anbefaler vi, at du spørger din praktiserende læge.

Sår

Når du får biologisk medicin, har du større risiko for at få infektion i et sår. Hvis du får et større sår, eller har et sår, der er gået betændelse i, skal du holde pause med din biologiske medicin.

Tegn på infektion i sår er:

  • Rødme
  • Varme
  • Smerter i og omkring såret
  • Pus fra såret
  • Dårlig lugt fra såret

Du skal holde pause med din biologiske medicin, indtil dit sår er helet, og er uden tegn på infektion. Er du i tvivl, anbefaler vi , at du kontakter din praktiserende læge.

Tandbehandling

I munden er der mange bakterier, og din risiko for infektion i tænder og tandkød er øget. Du skal holde pause med din biologiske medicin, hvis du skal have trukket tænder ud eller have lavet en anden større tandbehandling. Vi anbefaler dig at fortælle din tandlæge, at du er i behandling med biologisk medicin. Tandlæger vælger i nogle tilfælde at give antibiotika for at forebygge infektion i forbindelse med tandbehandling. Vis eventuelt det kort, du fik udleveret, da du startede op på behandlingen.

Operation

Du skal holde pause med din biologiske medicin både før og efter en operation. Den biologiske medicin øger risikoen for infektion i operationssåret, og kan forlænge den tid, dit sår er om at hele.

Hvis du skal have lavet en planlagt operation, skal du stoppe med din biologiske medicin inden operationen. Hvor længe før operationen du skal holde pause, afhænger af, hvilken slags biologisk medicin du får. Tal med din læge eller sygeplejerske på klinikken om det.

Du må genoptage din behandling, når dine tråde eller klips er fjernet og dit operationssår er helet og uden tegn på infektion. Vi anbefaler dig at fortælle den læge, der er ansvarlig for din operation, at du er i behandling med biologisk medicin. Vis eventuelt det kort, du fik udleveret, da du startede op på behandlingen.

Hvad gør jeg, hvis jeg er i tvivl?

Er du i tvivl eller har yderligere spørgsmål til ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte sygeplejerskerne i klinikken. 

Kontakt

Telefon 38 67 32 36 Man-tors  kl. 8:45-9:45 og 13:00-15:00 Fre kl. 8:45-9:45 og 13:00-14:00

Redaktør