Forvredet knæ behandlet med støttebind

Efter Akutmodtagelsen har behandlet et forvredet knæ med støttebind, må man gå på benet i det omfang, man kan. Genoptræningen startes, når knæet ikke længere er hævet.

Kort om besøget

Vi har undersøgt dig og konstateret, at du har forvredet dit knæ. Vi har givet dig støttebind på. Du må gå på benet i det omfang, du kan.

Hvis du har behov for krykker, har vi givet dig nogle, du må låne med hjem.

Når du kommer hjem

Kontakt din egen læge, hvis smerterne ikke aftager, eller hvis de forværres

Du skal ringe til din egen læge, hvis smerterne fortsætter, eller hvis knæet er meget hævet i mere end en uge.

Tag smertestillende medicin, så længe du har ondt

Du skal tage smertestillende medicin, så længe du har ondt. Du kan købe smertestillende medicin i håndkøb. Læs på pakken, hvor meget medicin du må tage. Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.  

Du kan lindre skaden med POLICE

Du skal følge POLICE-princippet for at lindre og begrænse skadens omfang. Du skal fortsætte, til hævelsen er væk og i minimum 2 dage.

  • P = Protection: Beskyt det skadede område. Der kan være behov for brug af bandage eller sportstape i en kortere periode.
  • OL = Optimal Loading: Det skadede væv har godt af at blive belastet. Du må derfor gerne støtte på benet og bevæge knæet, hvis det ikke forværrer smerterne.
  • I = Ice: Kom et isomslag om knæet 3-5 gange dagligt i 20-30 minutter. Brug fx en pose is og læg et viskestykke rundt om, så huden ikke kommer i kontakt med isen.
  • C = Compression: Brug støttebind, undtagen når du sover.
  • E = Elevation: Hold benet højt, når du sidder eller ligger.

Støttebindet må ikke sidde for stramt

Hvis du får en sovende fornemmelse i underbenet, skal du tage støttebindet af.

Dit knæ kan være ømt og hævet længe

Når du har forvredet dit knæ, vil det ofte være hævet og ømt i flere måneder.

Øvelser

Du skal træne

Når knæet ikke længere er hævet, skal du starte på dine øvelser. Øvelserne gør, at du hurtigere får styrken og bevægeligheden tilbage.
Du skal træne 3-5 gange om dagen. Træningen må godt give lette smerter, men knæet må ikke hæve.

Øvelse 1 

Du skal sidde på gulvet med strakte ben frem foran dig.

  • Tag fat med begge hænder under knæhasen på det skadede ben.
  • Lad foden glide langs gulvet, mens du trækker knæet op mod dig selv.
  • Stræk knæet igen. Hvis du har brug for det, kan du holde igen med hænderne.
Illustration af øvelse

Øvelse 2 

Du skal stå foran et trappetrin eller en lav skammel. Sæt det skadede bens fod op på trinnet eller skamlen, så du bøjer i knæet. Det andet ben skal være strakt.

  • Bøj, så meget du kan, ved at bevæge overkroppen fremad, indtil det strammer i knæet, eller til du ikke kan bøje mere i knæet.
  • Bøj frem og tilbage et par minutter.
Illustration af øvelse

Du kan se en film med øvelserne på https://regionh.dk/4qw eller ved at holde din smartphones kamera op foran QR-koden:

QR-kode

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit besøg på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil meget gerne høre fra dig med både ris og ros omkring dit ophold på hospitalet. Du kan finde kontaktoplysninger på vores hjemmeside www.gentoftehospital.dk. Hvis du overvejer at klage over din behandling, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. På www.regionh.dk/patientrettigheder kan du læse mere om mulighederne for at klage.

Dine personlige data

Region Hovedstaden anvender de personoplysninger, du giver os i forbindelse med din henvendelse.
Du kan læse mere om formålet med anvendelsen samt dine rettigheder på vores hjemmeside: www.regionh.dk/persondatapolitik 

Få mere viden

Redaktør