Forstørret prostata, operation for (Freyers operation)

Læs mere her om operationen som kaldes Freyers eller åben prostatektomi.

Du har vandladnings- og/eller tømningsproblemer forårsaget af, at din prostata spærrer for afløbet fra din blære. Din prostata er vurderet så stor, over 120 ml, at du er blevet tilbudt operationen kaldet Freyers eller åben prostatektomi.

Indledende undersøgelser

Inden denne type operation skal vi have udelukket, at der er kræftsygdom i din prostata. Mistanken kan oftest af-eller bekræftes ved en MR-skanning. Du får derfor en tid til MR-skanning på Herlev Hospital, 4. sal E2. Se også patientinformation om MR-skanning.Når du har fået foretaget MR-skanningen, og vi har set svaret, får du besked om, hvorvidt MR-skanningen har kunne af eller bekræfte kræftsygdom. Hvis MR-skanningen har kunne udelukke mistanke om kræftsygdom, kan vi sætte dig direkte til operation for dine vandladningsproblemer. 

Hvis MR-skanningen derimod ikke kan udelukke kræftsygdom i prostata, skal du have foretaget yderligere undersøgelser (prostatabiopsier). Du får derfor allerede nu udleveret antibiotikatabletter (2 tabletter Bioclavid og 2 tabletter Selexid), som du kun skal tage, hvis du får besked om, at vi vil lave prostatabiopsier på dig. 

I så fald skal du tage én af hver tablet aftenen før prostatabiopsierne og igen 2 timer før biopsierne. Se også udleveret patientinformation om prostatabiopsier.

Hvis vi ikke mistænker prostatakræft, vil du enten blive indkaldt til en samtale i Urinvejssygdomme, klinik 1 eller få en telefonopringning af en læge, hvor du vil få yderligere information om operationen. I dette tilfælde skal du blot aflevere antibiotikatabletterne til udsmidning på apoteket.

Operationen

Operationen foregår som åben kirurgi. Kirurgen åbner maveskindet og arbejder sig ned til blæren og gennem denne ned til prostata. Kirurgen bruger derefter sin finger til at udskrabe prostatavævet. Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer ca. 1-1,5 time. 

Der kan være en del blødning efter indgrebet, og du får derfor anlagt både et top-kateter igennem maveskindet ind til blæren og et skyllekateter gennem urinrøret, hvor der kontinuerligt løber saltvand ind og ud og skyller din blæreren for blod. Først når blødningen er aftaget slukkes for dette skyl. 

Du kan forvente, at katetrene fjernes på 2.-3. dagen efter operationen. Kateteret kan genere blæren, så du får blærekramper. Det viser sig hyppigst ved udstrålende smerter til lysken og penis, og urinen kan løbe ved siden af kateteret. Du kan få udleveret smertestillende medicin, som kan afhjælpe dette.

Du kan opleve, at der ved de første vandladninger efter kateterfjernelse, vil være nogen svien i urinrøret. Disse gener svinder gerne efter nogle få vandladninger.

Under operationen indføres også 1-2 dræn (plastikslanger) gennem bugvæggen. Disse dræn leder blod og vævsvæske væk fra operationsområdet.Drænene fjernes, når mængden af vævsvæske er aftagende - typisk efter 1-2 dage, men der kan gå lidt længere tid.

Normalt kan du forvente at blive udskrevet på 3.-4. dagen efter operationen. Hvis forløbet kræver indlæggelse ud over 4 dage, kan overflytning til Herlev Hospital blive nødvendig.

Din forberedelse til operationen 

Blodfortyndende medicin

Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin (antikoagulerende behandling), skal du holde pause før din operation. Lægen, som tager beslutning om operation, vil informere dig nærmere herom.

Det er vigtigt, at din blodstørkningsevne ikke er nedsat. Du får taget en blodprøve (INR) for at sikre at blodstørkningen er i orden.

Det er vigtigt, at du informerer lægen, hvis du er en person, der bløder længe i forbindelse med et almindeligt sår.

Kosttilskud

Blødning under operationen øges, hvis du tager kosttilskud (Fiskeolie, Glucosamin, Q10, hvidløgstabletter eller ingefær), og du skal holde pause i mindst 14 dage, inden du skal opereres. Det samme gælder, hvis du spiser store mængder fed fisk eller hvidløg i kosten.

Kost og motion

Det er vigtigt, at din krop er i god form, når du skal opereres. Du skal spise sundt og varieret og sørge for at være i god fysisk form. Du kan læse mere om kost før operation i patientinformationen ”Kost og operation”.

Alkohol og rygning

Du bør undlade at indtage alkohol 4 uger før operationen, ligesom det er en god ide at holde op med at ryge. Herved reduceres risikoen for komplikationer væsentligt. Du kan læse mere om rygning, alkohol og operationer i Sundhedsstyrelsens pjecer.

Inden operationen skal du:

  • Have taget blodprøver og evt. hjertediagram (EKG)
  • Aflevere en urinprøve til undersøgelse for evt. bakterier
  • Undersøges af en læge
  • Have en samtale med en sygeplejerske
  • Tale med en narkoselæge om bedøvelsen
  • Have taget mål til støttestrømper, som skal forebygge udvikling af blodpropper i benene

Faste og tørste

  • Dagen før operationen må du spise og drikke som vanligt frem til kl. 02.00
  • Efter kl. 02.00 må du ikke længere spise, men gerne indtage drikkevarer (undtagen juice og mælkeprodukter)
  • Du må få 250 ml væske umiddelbart inden kl. 06.00
  • Fra kl. 06.00 på selve operationsdagen må du hverken spise eller drikke

Operationsdagen 

Hjemmefra skal du:

  • Have taget din vanlige medicin som aftalt med lægen dagen før operationen og medbringe medicinen
  • Have fjernet al behåring på maven og i begge lysker.
  • Tage ur og andre smykker af
  • Medbringe badekåbe og hjemmesko

Inden du bliver kørt til operation, skal du:

  • Tage tøj på, der består af lange strømper (TED), underbukser og en hospitalsskjorte
  • Have identifikationsarmbånd på
  • Opstarte smertebehandling samt evt. have en blodfortyndende indsprøjtning
  • Kun tage din sædvanlige medicin efter aftale med personalet
  • Have målt dit blodsukker i tilfælde af sukkersyge
  • Lade vandet

Du må gerne beholde evt. briller, høreapparat og tandprotese på.

Efter operationen

Du bliver kørt til opvågningsafsnittet, hvor du overvåges, indtil bedøvelsen har fortaget sig.

På sengeafsnittet tager plejepersonalet imod dig og observerer din tilstand. Du vil få tilbudt drikkevarer og noget at spise. Plejepersonalet vil støtte dig de første gange, du skal ud af sengen.

Dagene efter operationen - drop/dræn/kateter

Droppet fjernes, når du er i stand til selv at indtage tilstrækkeligt med væske – og blødningen er stoppet. Som skrevet indledningsvis fjernes dræn og kateter, når blødningen er aftaget.

Vandladning efter operationen

Mange patienter oplever problemer med vandladningen de første par måneder efter operationen:

  • Ubehag som ved blærebetændelse og hyppig vandladning
  • Smerter i forbindelse med vandladning
  • Besvær med at kontrollere vandladningen

Mod disse problemer anbefaler vi, at du tager: Tablet Paracetamol 1 g, højst 3-4 gange i døgnet, evt. suppleret med en tablet Ipren 200 mg.

Vandladningen forbedres i varierende hastighed efter operationen. Nogen oplever fortsat bedring af vandladningen helt op til 6 måneder efter operationen.

Støttestrømper og blodfortyndende indsprøjtning

I de dage du er indlagt, skal du beholde støttestrømperne på, ligesom du dagligt vil få enindsprøjtning med blodfortyndende medicin.

Smertebehandling

Efter operationen får du smertestillende medicin, så du er i stand til at trække vejret godt igennem og kan bevæge dig uden særlige gener. Har du ondt, skal du informere plejepersonalet, så din smertebehandling kan reguleres.

Kost og væske

Du må spise og drikke som du plejer. Hvis du får kvalme, skal du informere plejepersonalet. Det er vigtigt for sårhelingen, at du får en god ernæring, og du bliver derfor tilbudt et supplement til den daglige kost i form af proteindrikke.

Vejrtrækning

Da du har ligget længe i samme stilling under operationen og efterfølgende ikke er helt så aktiv som du plejer, er der øget risiko for komplikationer i lungerne i form af f.eks. lungebetændelse. For at mindske denne risiko instruerer plejepersonalet dig i vejrtrækningsøvelser, ligesom du selv kan forebygge ved at trække vejret godt igennem og ligge mindst muligt i sengen.

Aktivitet

Selvom du føler dig træt, er det meget vigtigt for det videre forløb, at du kommer ud af sengen samme dag, som du er opereret. Herefter bør du gå omkring i afdelingen flere gange - både om dagen og om aftenen. På den måde stimulerer du vejrtrækningen og kredsløbet og risikoen for komplikationer mindskes.

Mave-/tarmfunktion

Efter længerevarende bedøvelse kan det være svært at få ordentligt gang i mave-/tarmfunktionen. 

Her er det af stor betydning, at du spiser og drikker til samtlige måltider og bevæger dig omkring så meget som muligt. Du får eventuelt udleveret et mildt afføringsmiddel.

Hvile

Det er almindeligt at være træt efter en operation. Specielt efter en længerevarende operation kan det tage lang tid, inden trætheden fortager sig, og det er vigtigt, at du får sovet om natten og hviler dig i løbet af dagen. En del af dagen går med aktiviteter som personligpleje og stuegang hos dig og dine medpatienter.

Du og dine pårørende bør afpasse antallet af og tidspunkt for besøgene, så du også får mulighed for at hvile dig.

Udskrivningssamtale

For at sikre, at du er tilstrækkeligt informeret om dit videre forløb, skal du inden udskrivelsen have en udskrivningssamtale. Vi opfordrer til, at du inden samtalen forbereder eventuelle spørgsmål, og at du venter med at forlade afdelingen indtil efter samtalen. Hvis du efter udskrivelsen fortsat skal tage medicin, vil du få udleveret en medicinliste.

Efter udskrivelsen 

Sår

Plastrene tages af, når der er gået mindst 24 timer efter operationen. Nye plastre skal kun påsættes, hvis der siver væske fra såret, eller hvis såret hænger fast i tøjet. 

Såret skal vaskes forsigtigt, for eksempel med en flad hånd i forbindelse med brusebad. Du må tage brusebad, når der er gået mindst 24 timer efter operationen. Du må ikke tage karbad eller gå i svømmehallen før klipsene ved operationssåret (suturerne) er væk. Sårene duppes tørre med et blødt håndklæde. Rødme, varme og hævelse omkring sårene kan være tegn på betændelse, og du bør tilses af din praktiserende læge. 

Klipsene skal fjernes hos din egen læge 10 dage efter udskrivelsen. Du skal selv bestille tid til dette.

Aktivitet

Du skal være opmærksom på, at vi fraråder:

  • Tunge løft på over 10 kg (skal du holde vejret er det for tungt) i 4 uger. 
  • Seksuel aktivitet i 2 uger 
  • Cykling i 4 uger, da sadlen støder lige imod det nyopererede område
  • Dyrke fysisk hård motion (løb, vægtløftning, ridning og lign.) i 4 uger

Observationer

I dagene efter operationen kan der forekomme hævelse og blåfarvning af penis og pung. Dette kan ofte afhjælpes ved at løfte og støtte pungen med et par tætsiddende underbukser foret med en herre-ble. Hvis der opstår større hævelse og blåfarvning efter udskrivelse, skal du kontakte Urinvejssygdomme, klinik 1. Du kan forvente blødning fra urinrøret/blod i urinen efter 2-4 uger efter operationen. Det er sårskorperne fra operationssåret, som falder af. Drik rigeligt. Kontakt Afdeling for Urinvejssygdomme, klinik 1, hvis blødningen ikke stopper efter 2-3 dage.

Indlæggelsesbevis og sygemelding

Afdelingen vil gerne udlevere et indlæggelsesbevis, men har du brug for en sygemelding, skal denne udstedes af din praktiserende læge.

Rejser

Du er normalt ikke automatisk dækket af en almindelig rejseforsikring ved udlandsrejser efter indlæggelse/operation. Du skal derfor kontakte dit rejseforsikringsselskab og høre nærmere.

Henvendelse ved komplikationer

Du skal henvende dig, hvis du oplever:

  • Feber
  • Tiltagende smerter i maven/operationssåret
  • Sivning med tykt, gulligt pus fra såret
  • Rødme, varme og/eller hævelse omkring såret
  • Tiltagende blod i urinen

I det første døgn efter udskrivelsen skal du ringe til afdeling for Urinvejssygdomme, Sengeafsnit 1, Gentofte Hospital. Efter det første døgn skal du i dagtimerne henvende dig til Afdeling for Urinvejssygdomme, klinik 1 eller til din praktiserende læge. Aften og nat skal du henvende dig til Akuttelefonen 1813, hvorefter du kan blive henvist til nærmeste Akutmodtagelse.

Kontrol

Du indkaldes til en ambulant kontrol ½ år efter operationen. Inden du møder til kontrol, skal du udfylde og medbringe et symptomscoreskema, som du får udleveret ved udskrivelse. 

Du skal desuden lade vandet i en tragt, der måler kraften på din urinstråle og efterfølgende kontrollerer vi, via en blæreskanner, hvordan du tømmer din blære. Hvis du er tilfreds med din vandladning, og ikke følges for andet i afdelingen, og vi også mener, at der er indikation for det, kan du afsluttes.

Redaktør