Efter undersøgelse og behandling af hjertets kranspulsårer (KAG/PCI)

Information efter undersøgelse og behandlingaf hjertets kranspulsårer, og vigtige forholdsregler.

Denne patientinformation henvender sig til dig, der har fået lavet en KAG-undersøgelse og/eller en ballonudvidelse (PCI-behandling).

Informationen indeholder svar på de mest almindelige spørgsmål, der kan opstå efter undersøgelsen/ballonudvidelsen.

Stedet hvor du blev stukket

Plastret i lysken eller på håndleddet skal du beholde på i 24 timer. Det er vandtæt, dvs. du kan tage brusebad.

Ved undersøgelsen og i dagene efter kan der komme et blåt mærke ved det sted, hvor du blev stukket.

I lysken kan det trække helt ned til knæet. Det er normalt og forsvinder af sig selv.

Stedet kan være ømt, men det må ikke være hårdt.

Hvis det pludselig bliver hævet, spændt eller begynder at bløde, skal du trykke hårdt over det. Ring hurtigt 112, og forklar situationen.

Hvis du får problemer i forhold til indstiksstedet, er du velkommen til at ringe til os på tlf. 38 67 41 22.

Forholdsregler

  • I de første dage efter undersøgelsen, er det vigtigt, at du undgår tunge løft, hårdt fysisk arbejde og motion.
  • Du må køre bil, når der er gået 2 dage. 

Trykken i brystet

Hvis du får brystsmerter, er det i første omgang vigtigt, at du sætter dig ned og finder nitroglycerin frem. Start med at tage et pust eller en tablet nitroglycerin under tungen.

Hvis smerten/ubehaget ikke forsvinder, tager du en ny dosis efter 5 minutter. Det kan du gøre 3 gange.

Er anfaldet ikke gået over inden for 15-20 minutter, skal du ringe 112. 

Nitroglycerin 

Nitroglycerin er et stof, der udvider blodkarrene. Det kan forebygge eller lindre trykken i brystet. Nitroglycerin kan købes som håndkøbsmedicin og kræver ikke recept.

Nitroglycerin kan få blodtrykket til at falde kortvarigt. Derfor skal du sidde eller ligge ned, de første gange du bruger medicinen. Du kan få hovedpine, når du tager medicinen.

  • Nitroglycerin-spray

Holdbarhedsdato er trykt på sprayflasken. Der er ikke særlige krav til opbevaring.

  • Nitroglycerin-resoribletter

Holdbarhedsdato står på pakken. Pillerne skal opbevares i det originale glas, da de ikke kan tåle fugt eller stærkt sollys.

Blodfortyndende medicin

Du skal tage en speciel blodfortyndende medicin i op til et år, hvis du har fået lavet en ballonudvidelse og evt. har fået lagt en stent ind, eller hvis du har haft en blodprop i hjertet.

Medicinen hedder Clopidogrel, Brilique (ticagrelor) eller Efient (prasugrel).

Medicinen er med til at forebygge, at kranspulsåren og stenten lukker til igen, fordi den mindsker blodets evne til at størkne.

Hvis du skal opereres eller have en behandling, der kan føre til, at det bløder, skal du informere lægen eller tandlægen om, at du tager blodfortyndende medicin.

Undgå så vidt muligt at holde pause med Clopidogrel, Brilique eller Efient.

Din læge eller tandlæge kan evt. tale med afdelingens læger om, hvorvidt det er forsvarligt at holde pause.

Hvis du ønsker flere oplysninger om den nye medicin, kan du bede sygeplejersken om en skriftlig vejledning.

Du kan også læse indlægssedlen eller læse mere om medicinen på www.min.medicin.dk. 

Medicin

Hvis du har spørgsmål om medicin, skal du som hovedregel kontakte din praktiserende læge.

Efterbehandling

Har du fået konstateret en hjerte-sygdom, bør du høre fra dit lokale hospital inden for de næste 14 dage.

Du bliver indkaldt til en efterbehandlingssamtale (rehabilitering), hvor din genoptræning bliver planlagt.

Sygemelding

Har du brug for at få et indlæggelsesbevis, kan du få det i afdelingen, før du bliver udskrevet.

Har du brug for en lægeerklæring, kontakter du din egen læge.

Kost

Hjerterigtig kost er sammensat af frugt og grøntsager, fibre og grove kornsorter, fisk, magert kød og fedtstoffer, der fortrinsvis kommer fra planteriget.

Rygning

Rygning er skadeligt for hjertet og giver åreforkalkning. Det er derfor vigtigt, at du ikke ryger.

Vi kan hjælpe dig med rygestop, mens du er indlagt eller give dig gode råd med hjem. Tal med din sygeplejerske eller lægen, inden du går.

Motion

Når du igen må belaste lysken normalt, er det en god ide at motionere en halv time dagligt.

Hvis du ikke har dyrket motion før, skal du starte roligt op. Du kan måske starte med at gå en tur, hvor pulsen kommer lidt op, og du bliver lidt forpustet, men ikke mere end at du stadig kan tale.

Rejser

Hvis du skal rejse, er det en god idé at kontakte dit forsikringsselskab for at høre om forholdsregler.

Reglerne for, hvornår du må flyve, og hvornår du er dækket, er indviklede. De første to måneder efter din indlæggelse skal du kontakte dit rejseforsikringsselskab.

Forsikring

Undersøg om du er forsikret mod det, der kaldes ”kritisk sygdom” gennem din arbejdsplads, eller om du selv har tegnet en forsikring. Du kan have ret til et engangsbeløb.

Vi anbefaler, at du kontakter dit forsikringsselskab eller din pensionskasse.

Hjerteoperation

Er du henvist til en hjerteoperation, modtager du senest 14 dage efter udskrivelsen et brev fra Rigshospitalet med en dato. Kontakt sekretæren på Afdeling for Hjerte- og lungekirugi Rigshospitalet. Telefon 35 45 23 05, hvis du har spørgsmål.

Får du ondt eller trykken i brystet, skal du reagere på det. Brug nitroglycerin som beskrevet.

Søg læge eller akutklinik, hvis du får smerter i hvile, eller hvis smerterne er værre, end de smerter du kender.

Det er vigtigt, at du fysisk holder dig i ro, mens du venter på operationen.

Du kan forberede dig på operationen ved at spise mad med højt indhold af energi og protein.

Du skal ikke forsøge at tabe dig eller ændre kostvaner til den hjerterigtige kost, da du har brug for ekstra energi op til operationen.

Hvis du ryger, er det til gengæld vigtigt, at du prøver at stoppe mindst 14 dage før operationen.

Humøret

Det kan være svært at forudse, hvordan du reagerer, når du kommer hjem.

Det er almindeligt, hvis du føler dig ked af det og ude af balance i ventetiden. Mange har brug for at forberede sig psykisk ved at tale med venner, familie eller tage kontakt til egen læge.

Hjerteforeningen har en pjece, ”Psykologisk Førstehjælp”, hvor du kan finde gode råd og et nummer til Hjertelinjen.

Redaktør