Døgnblodtryksmåling

Information om undersøgelse og forberedelse, samt vigtige forholdsregler.

Døgnblodtryksmåling

Ved en døgnblodtryksmåling bliver dit blodtryk målt over 24 timer med et specielt blodtryksapparat.

Formål med målingen

Formålet med målingen er at registrere dit blodtryk over hele døgnet, mens du er i vante omgivelser.

Når vi ser på målingerne, ser vi efter ændringer i blodtrykket samt på blodtryksforhøjelse.

Forberedelse

Det er vigtigt, at du ikke ryger eller drikker koffeinholdige drikke (kaffe, the, cola) den sidste time før du får apparatet sat på, fordi nikotin og koffein øger puls og blodtryk.

Du må ikke have stramtsiddende tøj på overarmene, fordi blodtryksmanchetten skal kunne arbejde frit.

Aktiviteter

For at vi kan finde ud af, hvilke ændringer der normalt er i dit blodtryk, er det vigtigt, at du udfører de aktiviteter, som du plejer.

Forholdsregler

Undgå at apparatet kommer i kontakt med vand.

Sådan fungerer apparatet 

På blodtryksmanchetten er et mærke som markerer, hvor signalerne fra blodtrykket opfanges og registreres. For at få den rigtige måling skal dette mærke hele tiden være placeret over pulsåren på indersiden af din overarm.

Apparatet er indstillet til at måle dit blodtryk hvert kvarter i tidsrummet mellem kl. 07.00 og kl. 22.00.

Om natten måler apparatet dit blodtryk hver halve time.

Når apparatet begynder at pumpe manchetten op, skal du, så vidt det er muligt, holde armen i ro. Hvis din arm ikke er i tilpas ro, vil apparatet gentage målingen.

Medicin

Hvis du tager blodtryksregulerende medicin, skal du oplyse navnet på medicinen til den sygeplejerske, der sætter apparatet på din arm.

Svar på undersøgelsen

Du får svar på undersøgelsen af den læge, som har henvist dig. Svaret er klar senest 3 uger efter undersøgelsen.

Ændring af tid

Du kan ændre din tid til døgnblodtryksmålingen ved at ringe til os. 

Redaktør