CT-vejledt vævsprøve af lungen (Perkutan lungebiopsi)

CT-vejledt vævsprøve af lungen, også kaldet lungebiopsi, er en vævsprøve af lungen. En CT-skanning afslører, hvor det er bedst tage prøven fra.

Kort om undersøgelsen

Du skal have taget en vævsprøve fra din lunge.

Undersøgelsen foregår på Røntgen og Skanning og varer ca. 30 min.

Du skal sætte hele dagen af til undersøgelsen, da der går tid med forberedelse før undersøgelsen.

Du kan forvente at få svar på undersøgelsen efter 7 hverdage.

Forberedelse til undersøgelsen

Er du i behandling med blodfortyndende medicin, skal du holde pause med dette efter aftale med sygeplejersken.

Du må ikke spise i 6 timer før undersøgelsen. Du må drikke vand indtil 2 timer før. Din sædvanlige medicin kan du tage indtil 2 timer før.

Du må ikke ryge i dagene op til undersøgelsen, og du må ikke bruge neglelak og læbestift på undersøgelsesdagen.

Selve undersøgelsen

Undersøgelsen foregår mens du ligger i en CT-skanner. Her kan man udmåle den nøjagtige beliggenhed af forandringen i din lunge. Du bliver lagt godt til rette i CT-skanneren. Det er vigtigt, at du ligger helt stille under indgrebet.

Når undersøgelsen starter, får du en plastikkanyle i hånden eller armen, for at du kan få medicin, hvis det er nødvendigt.

CT-skanneren bliver indstillet for at lokalisere det sted, hvor det er bedst at tage prøven fra. Dernæst får du lagt lokalbedøvelse i muskulatur og hud, der hvor du skal stikkes. Når lokalbedøvelsen virker, fører lægen en tynd kanyle ind mellem to ribben og tager en vævsprøve.

Når lokalbedøvelsen bliver lagt, kan det presse og spænde i huden. Selve undersøgelsen er ikke forbundet med smerte.

Efter undersøgelsen

Efter undersøgelsen bliver du kørt til en hvilestue. Sygeplejersken holder øje med dit blodtryk og puls, og om du har det godt.

Du må spise og drikke umiddelbart efter undersøgelsen.

Vi tilbyder drikkevarer og noget let at spise.

Når du skal hjem

Du aftaler med sygeplejersken, hvornår du kan tage hjem.

Komplikationer

Efter undersøgelsen kan du hoste lidt, og du kan hoste lidt blod op. Du kan også være øm, der hvor du er blevet stukket.

Der er en lille risiko for, at lungen falder sammen. Du får derfor taget et røntgenbillede af dine lunger ca. en time efter undersøgelsen. Hvis røntgenbilledet er normalt, kan du gå hjem. Hvis lungen er faldet sammen, kan det medføre et par dages indlæggelse, mens man kontrollerer, at lungen folder sig ud igen. Det kan blive nødvendigt at lægge et lille rør (dræn) ind i lungehulen for at hjælpe den til at folde sig ud.

Resultat af undersøgelsen

Forventet svar sker ca. 7 dage efter undersøgelsen, hvor du skal til samtale med en læge på afdelingen. Her får du svar på prøverne. Tid og sted aftales med din kontaktsygeplejerske.

Ved samtalen får du mange informationer. Vi anbefaler derfor, at du tager et familiemedlem eller en god ven med. Det er også en god idé at skrive evt. spørgsmål ned hjemmefra.

Redaktør