Byld ved endeballerne - fjernelse (pit-pick)

En pilonidalcyste sidder i furen mellem endeballerne. Den kan fjernes ved en operationen i lokalbedøvelse.

Hvad er en pilonidalcyste?

Cystis pilonidalis betyder ”en væskefyldt blære med hår”. En pilonidalcyste  sidder i furen mellem endeballerne. I mange tilfælde er der tale om sekretion fra små cyster i underhuden mellem ballerne, via en eller flere hudåbninger. I dette 
hudområde er der ofte talrige hår. 

Hvordan foregår operation for simpel kronisk pilonidalcyste?

Operationen foregår oftest i lokal bedøvelse, men kan efter aftale også foregå i fuld bedøvelse. 

Ved operationen laver man et længdegående snit lidt ude på den ene balle, hvorigennem cystevævet og evt. hårreder fjernes. Hudåbningerne i ballekløften fjernes, og de små huller lukkes med tråd. Såret på ballen lades åbent, men under operationen lægger vi et ”sårmateriale” i, som du selv skal fjerne efter 2 dage. 

Efter operationen 

Efter operationen bliver du kørt til Opvågning, hvor personalet blandt andet overvåger dit kredsløb og vejrtrækning samt sørger for at du er informeret om operationen, inden du udskrives. Du udskrives samme dag. 

Smerter 

Vi anbefaler, at du tager 1 gram paracetamol (Panodil) 3-4 gange dagligt de første dage, samt Tablet Ipren 200 mg, 2 stk. 3- 4 gange dagligt. Denne medicin kan købes i håndkøb på apoteket.

Hvis vi vurderer, at du får behov for stærkere smertestillende medicin, vil det blive udleveret før udskrivelse.

Det er vigtigt, at du tager de anbefalede smertestillende tabletter, således at du kan bevæge dig hurtigst muligt. 

Efter udskrivelsen 

Du kan spise almindelig kost. 

Du skal selv fjerne forbindingen og ”sårmaterialet” efter 2 dage. Når  forbindingen er fjernet, skal du bruse grundigt med håndbruser i såret 2 gange dagligt. Det er vigtigt at holde det åbne område rent, så såret kan hele op fra bunden. 

Hvis området er tæt på anus, skal du også bruse med håndbruser efter afføring. Vask evt. området med flydende ph-neutral sæbe.

Du skal have fjernet trådene hos egen læge efter ca. 14 dage. Helingstiden af det åbne område på ballen er typisk 6-8 uger, men afhænger af sårets størrelse.

Sygemelding og bevægelighed

Du kan efter operationen genoptage dit arbejde straks. Vi anbefaler, at du venter med hård fysisk aktivitet til trådene er fjernet. Vi fraråder svømning og 
karbad indtil såret er helet. 

Komplikationer 

De hyppigste komplikationer er smerter, men der er også risiko for betændelse i såret og risiko for at pilonidalcysten gendannes - ca. 20 %. 

For at undgå tilbagefald kan du et par gange om måneden fjerne alle hår i regionen med en barbermaskine.

Såfremt området ikke er helet efter 8 uger, kan du blive henvist til Mave-, Tarm- og Leversygdomme, klinik 2 af din egen læge. Her vil vi vurdere, om der er behov for yderligere behandling. 

Hvis du efter operationen oplever:

  • Kulderystelser eller temperatur over 38 grader
  • Tiltagende smerter ved operationssåret
  • Kvalme og opkastning over en dag
  • Betændelse i operationssåret (rødme, hævelse, 
  • ømhed og varme)
  • Vandladningsgener 

skal du i dagtimerne kontakte din egen læge. Uden for egen læges åbningstid kan du kontakte akuttelefonen 1813.

Redaktør