Byld ved endeballerne - fjernelse (kløft-løft)

En pilonidalcyste sidder i furen mellem endeballerne. Den fjernes i fuld bedøvelse sammen med lidt hud på den ene balle.

Hvad er en pilonidalcyste?

Cystis pilonidalis betyder ”en væskefyldt blære med hår”. En pilonidalcyste sidder i furen mellem endeballerne. I mange tilfælde er der tale om sekretion fra små cyster i underhuden mellem ballerne, via en eller flere hudåbninger. I dette 
hudområde er der ofte talrige hår. 

Hvornår udføres operation for udbredt kronisk pilonidalcyste?

Operationen udføres i de tilfælde, hvor der er et større område med pilonidalcystevæv eller ved tilbagefald efter tidligere operation. 

Hvordan foregår operationen? 

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Ved operationen fjerner vi alt cystevævet, men også lidt hud på den ene balle, og området lukkes igen i flere lag. 

På den måde flyttes såret lidt op på den ene side af ballekløften, så det bedre kan hele. Såret bliver syet sammen med tråd, der ikke skal fjernes. 

Under operationen får du lagt et tyndt dræn, som er forbundet med en lille pose. Dette skal fjernes dagen efter. 

Efter operationen vil du få en mindre dyb ballekløft og et ar på siden af ballekløften i den ene side. 

Efter operationen 

Efter operationen bliver du kørt til Opvågningen, hvor personalet blandt andet overvåger dit kredsløb og vejrtrækning til du er klar til udskrivelse. 

Du må spise og drikke efter lyst og evne. 

Du bliver udskrevet samme dag. Inden du går, hjem får du besked om, hvornår du skal møde på Herlev Hospital i klinikken til drænfjernelse dagen efter.

Smerter og antibiotika 

Under operationen får du antibiotika, og de følgende 3 dage efter skal du tage 2 slags antibiotikatabletter. Vi sender en recept på tabletterne til apoteket. Vi giver dig desuden et par morfintabletter med hjem, som du kan indtage ved 
behov (kun ca. 10 % har behov for dette).

Herudover anbefaler vi, at du tager håndkøbssmertestillende medicin de første dage efter operationen. 

Det er vigtigt, at du tager de anbefalede smertestillende tabletter, således at du kan bevæge dig hurtigst muligt. Vi taler med dig om dette, inden du bliver udskrevet.

Efter udskrivelsen 

Du skal selv fjerne den yderste forbinding efter 3 dage. Lad den inderste forbinding sidde så længe den kan. 

Du kan gå i brusebad selv om du har forbinding på og blot duppe området tørt efterfølgende. Når forbindingen er fjernet, skal du bruse området grundigt i afslutningen af brusebadet. 

Hvis området er tæt på anus, skal du også bruse med håndbruser efter afføring. Vask evt. området med flydende ph-neutral sæbe. 

For at undgå tilbagefald kan du et par gange om måneden fjerne alle hår i regionen med en barbermaskine. 

Sygemelding og bevægelighed

Du behøver ingen sygemelding, og kan genoptage arbejde og daglige gøremål, når drænet er fjernet dagen efter operationen. Vi fraråder dog hård fysisk aktivitet de første 14 dage samt svømning og karbad frem til såret er helet. 

Kontrol

Du tilbydes kontrol hos kirurgen efter ca. 14 dage på Herlev Hospital, hvor såret oftest er helet op. 

Komplikationer 

Den hyppigste komplikation er forsinket sårheling, idet sårkanterne kan glide lidt fra hinanden. Dette forekommer hos ca. 40 % af patienterne. Oftest er der tale om en helt overfladisk brist, der heler op af sig selv over nogle uger. Mindre  hyppige komplikationer er infektion, blødning, og større sårbrist. 

Risikoen for at cysten efterfølgende kan komme 
igen er ca. 7 %. 

Hvis du efter operationen oplever:

  • Kulderystelser eller temperatur over 38 grader
  • Tiltagende smerter ved operationssåret
  • Kvalme og opkastning over en dag
  • Betændelse i operationssåret (rødme, hævelse, 
  • ømhed og varme)
  • Vandladningsgener

skal du i dagtimerne kontakte din egen læge eller Mave-, Tarm- og Leversygdomme, klinik 2 på Herlev Hospital. Uden for egen læges åbningstid kan du kontakte akuttelefonen 1813.

Redaktør