Bugvægsbrok

Bugvægsbrok opereres enten ved en åben operation eller ved en kikkertoperation.

Hvad er bugvægsbrok?

Bugvægsbrok betyder, at bughinden og en del af tarmen trænger ud gennem bugvæggen. 

Bugvægsbrok kan skyldes tidligere operationer eller svaghed i muskulaturen. I de fleste tilfælde giver et lille brok kun få gener, mens et større brok kan give ubehag og smerter især ved hoste og fysisk arbejde.

Som regel er det muligt at trykke et mindre brok på plads. De fleste brok vokser med tiden, og der bliver risiko for, at en mindre del af tarmen kan blive klemt, så der opstår tarmslyng. Dette er en sjælden, men alvorlig tilstand, som kræver 
akut operation.

Bortset fra små medfødte navlebrok, forsvinder brok aldrig af sig selv. Den eneste effektive behandling er operation.

Åben operation

Åben operation foregår under fuld bedøvelse. Der laves et snit ved brokket og indholdet i brokket bliver skubbet tilbage i bughulen. Herefter lukkes åbningen, ofte ved hjælp af et kunststofnet.

Kikkertoperation 

Kikkertoperationen foregår også i fuld bedøvelse. Via 3 - 5 små huller i bugvæggen føres et kikkertrør ind, som brokket opereres igennem. Også her 
lukkes åbningen med et kunststofnet. Kikkertoperationen kaldes også laparoskopisk operation.

Forberedelse til operationen

Der er flere ting, du i tiden op til operationen kan gøre, for at få det bedst mulige resultat af behandlingen.

Sund kost

Sørg for at du spiser god, ernæringsrigtig mad og en daglig vitaminpille i ugerne op til operationen. 

En sund livsstil hjælper kroppen til at komme sig så hurtigt som muligt efter indgrebet.

Ryge- og alkoholstop

Rygning og alkoholindtag øger risikoen for komplikationer ved operationen.
Vi anbefaler, at du ikke drikker alkohol i ugerne op til din operation. 

Hvis du er ryger, anbefaler vi også, at du helt undlader at ryge mindst 8 uger før operationen, samt 4 til 8 uger efter operationen. 

Selv om der evt. er mindre end 8 uger til din operation, opfordrer vi dig stadig til at undgå rygning. 

Har du behov for hjælp til rygestop, kan sygeplejepersonalet vejlede dig.

Det er vigtigt, at du så vidt muligt hjælper kroppen til at kunne hele normalt efter operationen og undersøgelser viser, at ryge- og alkoholstop gør en forskel. 

Indkøb af medicin

På apoteket kan du købe Paracetamol og Ibuprofen, som er de smertestillende piller, vi anbefaler dig at tage efter operationen. 

Du kan også købe Magnesia, der er et afføringsmiddel, du kan tage efter operationen, hvis du får træg mave.

Medbring behageligt tøj

Det er en god ide at medbringe behageligt, løst tøj som du kan tage på efter operationen, så tøjet ikke strammer på operationsområdet.

Operationsdagen

Du møder i Operationsmodtagelsen Gentofte Hospitalsvej 1, på 1.sal på det aftalte tidspunkt. Husk du skal møde fastende.

Bad og personlig hygiejne

Du må ikke bære neglelak, make-up eller smykker. Hvis du har piercinger i det område, hvor operationen skal foregå eller i tungen, skal disse også fjernes.

Om morgenen skal du tage bad og vaske dig grundigt med sæbe. Det er vigtigt, at du renser navlen omhyggeligt. 

Efter du er ankommet

Du skal selv fjerne hår i operationsområdet ved hjælp af en specialtrimmer, du får udleveret af personalet. 

For at undgå blodpropper får du støttestrømper på. Desuden får du en indsprøjtning med blodfortyndende medicin under operationen.

Efter operationen

Smerter

Du kan forvente smerter den første tid efter operationen. Afdelingen giver dig smertestillende medicin, Ibuprofen sammen med Paracetamol, samt evt. morfin.

Når du bliver udskrevet, får du information om, hvilke tabletter du skal tage hvornår, samt hvordan du nedtrapper den smertestillende medicin.

Det er vigtigt, at du tager den smertestillende medicin som anvist. Det hjælper dig til at blive fysisk aktiv igen så hurtigt som muligt.

Mave-tarmfunktion

Du må spise og drikke helt normalt umiddelbart efter operationen, da der ikke er sket nogen ændring i fordøjelsessystemet.

Hvis afføringen er træg, anbefaler vi 1g Magnesia dagligt samt rigelig væske og motion.

Træthed

Sund mad og fysisk aktivitet forebygger træthed efter operationen.

Såret

Du får enten 1 sår (ved en åben operation) eller 3-5 små sår (ved kikkertoperation).

Sygeplejersken ser til forbindingen, inden du bliver udskrevet. 

Forbindingen kan fjernes efter 24 timer. Du behøver ikke sætte forbinding på igen, med mindre der siver væske fra såret. Trådene/clipsene i huden skal du have fjernet hos din egen læge 10 dage efter operationen.

Du må gerne tage brusebad 24 timer efter operationen. Af hensyn til risikoen for infektion skal du vente med karbad, havbad og svømning indtil 
trådene/clipsene er fjernet.

Hvis du solbader det første år efter operationen, råder vi dig til, at dække arret med plaster eller solcreme med høj faktor.

Misfarvning

Det er almindeligt, at der forekommer misfarvning (blodansamling) i relation til operationsfeltet. Hos mænd ses også misfarvning af pungen/penis.

Aktiviteter

For at undgå komplikationer, er det vigtigt, at du kommer ud af sengen hurtigst muligt efter operationen. Personalet hjælper dig med at komme i gang.

  • Dagen efter operationen må du genoptage almindelige aktiviteter. 
  • Let til moderat arbejde kan genoptages efter cirka en uge afhængig af smerter. 
  • Fysisk hårdt arbejde og hård sport kan genoptages efter 2–3 uger afhængig af smerter. 
  • Seksuallivet kan genoptages, når lysten melder sig. 
  • Bilkørsel er ikke tilladt det første døgn efter operationen eller ved stærke smerter.

Sygemelding

Ved behov for sygemelding skal du kontakte din egen læge.

Udlandsrejser

Hvis du skal ud at rejse, anbefaler vi at du i god tid kontakter dit  forsikringsselskab. Pga. operationen er du ikke som normalt forsikret de første 2 måneder efter udskrivelsen. 

Om komplikationer

Blødning i operationsområdet kan forekomme, selvom det er sjældent. Det viser sig ved en blåviolet misfarvning i huden omkring operationsstedet. Dette er ufarligt, og forsvinder langsomt af sig selv.

En evt. blodansamling i såret viser sig som en større øm bule, og der kan være blødning fra operationsstedet.
Infektion i såret viser sig typisk efter 3-5 dage ved feber, stærk rødme, hævelse og tiltagende smerter. Det kan blive nødvendigt, at åbne og rense såret.

I sjældne tilfælde kan der opstå kroniske smerter i operationsområdet, hvilket vil kræve en yderligere undersøgelse.

Hvis du oplever:

  • Kulderystelser eller temperatur over 38 grader 
  • Tiltagende smerter ved operationssåret
  • Kvalme og opkastning over en dag
  • Betændelse i operationssåret (rødme, hævelse, ømhed og varme)
  • Vandladningsgener

skal du kontakte egen læge. Uden for egen læges åbningstid, skal du ringe til Akuttelefonen 1813. Kontakt også Akuttelefonen 1813 ved behov for besøg på Akutmodtagelse.

Redaktør