Atypisk atrieflagren i lokalbedøvelse, behandling af

Information om atypisk atrieflagren samt undersøgelse, forløb og behandling.

Hvad er atypisk atrieflagren?

Ved atrieflagren trækker hjertets forkamre sig sammen hurtigere end normalt, fordi de bliver aktiveret af en elektrisk impuls, som løber i ring (impuls-karrusel). Det giver hjertebanken, trykken for brystet, åndenød og træthed. 

Din type atrieflagren kalder man for ”atypisk atrieflagren”, fordi ”flagre-bølgen” på et elektro-kardiogram afviger fra den måde, som den mest almindelige form for atrieflagren ser ud. Atypisk atrieflagren er mest almindeligt blandt patienter, der tidligere er blevet behandlet med ablation eller har fået en anden operation i hjertet.

Hvad er ablation?

Formålet med behandlingen er at afbryde impuls-karrusellen, som er skyld i din atrieflagren. Det gør man ved at lave en linje af små ar, som de elektriske impulser ikke kan ledes igennem. Arvævet fremkalder man ved at opvarme ganske små områder inde i hjertet, sådan at vævet ødelægges. Behandlingen foregår via katetre, som man fører ind til hjertet via blodårer.

Der er god mulighed for at blive fri for symptomer efter ablation. Nogle må dog have flere behandlinger for at blive symptomfri. Behandling af atypisk atrieflagren i lokalbedøvelse.

Først i månederne efter behandlingen, hvor arvævet er dannet, kan vi se, hvor stor effekt behandlingen har for dig. Behandlingen strækker sig over 3 dage, som omfatter en forundersøgelsesdag, en behandlingsdag og en udskrivelsesdag. 

Medicin mod rytmeforstyrrelse

Hvis du tager medicin mod hjerterytmeforstyrrelse, skal du fortsætte, indtil du møder til forundersøgelsen, med mindre du har fået besked på andet.

Blodfortyndende medicin

Du skal være i blodfortyndende behandling med enten Pradaxa, Xarelto, Eliquis, Lixiana, Marevan eller Marcoumar, før vi kan ablatere dig. Den blodfortyndende behandling skal ikke pauseres i forbindelse med denne behandling. 

Hvis du allerede er i Marevan behandling, skal vi bede om, at du ringer til os hver uge med det aktuelle INR tal.

Medicin mod sukkersyge

Tager du medicin mod sukkersyge, som indeholder Metformin, skal du holde pause de to sidste døgn inden indlæggelsen.

Medicin mod forhøjet blodtryk

Tager du medicin mod forhøjet blodtryk skal du pausere denne medicin på behandlingsdagen. Hvis du er i tivivl, skal du kontakte os.

Allergi

Hvis du er allergisk over for jod eller kontraststof, skal du starte behandling med medicin (Prednisolon) aftenen før, du skal til forundersøgelse. Medicinen forhindrer en allergisk reaktion.

Hvis du er allergisk over for fisk, skal du oplyse det til forundersøgelsen, da det har betydning for den medicin, vi giver under behandlingen.

Graviditet og menstruation 

Det er vigtigt, at du med sikkerhed ikke er gravid, og at du bruger sikker prævention, fordi vi bruger røntgenstråler under behandlingen.Hvis du forventer, at du har menstruation på undersøgelsesdagen, skal du kontakte os. Behandlingen skal helst foregå, når du ikke har menstruation, fordi du samtidig skalvære i blodfortyndende behandling.

Dag 1 – forundersøgelse

Du må spise frem til kl. 06.30 og drikke frem til kl. 8.30. Herefter skal du faste. På hospitalet starter du med at få taget blodprøver og elektrokardiografi (EKG) i Prøvetagningen, Gentofte Hospitalsvej 1, stuen. Herefter går du til Hjertesygdomme, sengeafsnit 3, Gentofte Hospitalsvej 4, 1. sal, hvor du taler med en læge og en sygeplejerske om forløbet.

Efter samtalen får du lavet en ultralydsundersøgelse af hjertet gennem spiserøret. (Læs evt. særskilt vejledning om undersøgelsen). Ultralydsundersøgelsen skal sikre, at der ikke er størknet blod i hjertets  forkamre, som kan rive sig løs under behandlingen.

Efter ultralydsundersøgelsen skal du gå til Afdeling for Røntgen og Skanning, Gentofte Hospitalsvej 4A for at få lavet en CT-skanning af hjertet. (Læs evt. særskilt vejledning om skanningen). 

Bemærk at CT-skanning nogle gange først laves på behandlingsdagen sammen med selve ablationen.

Praktisk information

Du har mulighed for at få en sandwich på afdelingen.

Det er en god idé at tage læsestof med til både forundersøgelsesdagen og selve behandlingsdagen, da der kan være ventetid.Efter samtale og forundersøgelser går du hjem og møder igen på behandlingsdagen.

Dag 2 – behandling

Det er vigtigt, at du forbereder dig inden behandlingen og følger nedenstående:Du skal faste. Det vil sige, at du ikke må spise, tygge tyggegummi, sutte bolsjer eller ryge fra kl. 24. 

Du må drikke vand indtil kl. 06 om morgenen. Du skal tage den medicin, du har aftalt med lægen – med så lidt vand, som er nødvendigt for at synke medicinen.

Du skal medbringe din daglige medicin til 2 dage, toiletsager, morgensko og evt. badekåbe. Du møder på Hjertesygdomme, sengeafsnit 2, Gentofte Hospitalsvej 6, stuen på det tidspunkt, der står i indkaldelsesbrevet. Her bliver du modtaget af en sygeplejerske. Du får anvist en seng og får udleveret operationstøj. Herefter får du målt blodtryk og puls. Du får lagt et tyndt plasticrør i en blodåre i armen, for at du kan få medicin og væske i et drop.

Behandlingen

En portør kører dig til operationsafsnittet, hvor behandlingen foregår. Her bliver du modtaget af den sygeplejerske, som tager sig af dig under behandlingen.

Behandlingen foregår i lokalbedøvelse. Personalet sørger for, at du ligger godt og bliver gjort klar inden bedøvelsen. 

Mens du er lokalbedøvet, lægger lægen tynde plastikrør ind i en blodåre i lysken. Gennem rørene føres tynde katetre op til hjertet under gennemlysning med røntgen.

Herefter udføres en computerbaseret tredimensionel opmåling af det venstre forkammer. Opmålingen og CT-skanningen fra forundersøgelsen bruger vi her til at bestemme, præcis hvor ablationen skal udføres. 

Selve ablationen

Formålet er at isolere præcis de områder, der udløser ekstra hjerteslag. Man isolererde små områder fra resten af hjertet ved at danne cirkler af arvæv rundt om dem. Arvævet fremkalder man med kulde- eller varmebehandling, som ødelægger vævet.Når ablationen er færdig, ved vi, om målet er opnået. Men først i tiden efter forløbet kan vise, hvor stor effekt behandlingen har på din atrieflimren.

Hvor lang tid tager det?

Behandlingen tager oftest 2-3 timer, men kan være kortere eller længere. Ved mere end 3 timers behandling kan det blive nødvendigt at lægge et blærekateter. 

Når behandlingen er færdig, kommer du tilbage i din seng og bliver først kørt på opvågningen i 1-2 timer og derefter tilbage til Afdeling for Hjertesygdomme. 

Efter behandlingen

Når du er tilbage på afdelingen modtager en sygeplejerske dig straks. 

Du får sat en bærbar sender(telemetri) på brystet. Den viser din hjerterytme. 

Du får tilbudt en sandwich og noget at drikke.

Du skal ligge i sengen i 3 timer efter indgrebet for at forhindre, at det bløder fra lysken, hvor katetrene blev ført ind. Hvis det begynder at bløde, eller der kommer en blodansamling, skal du ligge i sengen et par timer mere. 

Personalet hjælper dig, første gang du skal op.

Komplikationer

Komplikationer kan opstå i op til 3 % af behandlingerne, f.eks.:

  • Større blodansamling
  • Blodansamling i hjertesækken, som evt. skal udtømmes 
  • Luft i brysthulen som evt. kræver dræn i 1-2 dage
  • Langsom hjerterytme med behov for pacemaker 
  • Blodpropper i hjernen eller andre organer 
  • Feber pga. infektion, som behandles med antibiotika
  • Skade på nerven der styrer mellemgulvets bevægelser

I meget sjældne tilfælde kan der komme alvorlige komplikationer, f.eks.

  • Hul fra hjerte til spiserør
  • Uventet dødsfald
  • Forsnævring af lungevenerne

Særlige komplikationer kan kræve overflytning til Rigshospitalet.

Dag 3 - udskrivelse

Normalt bliver man udskrevet dagen efter behandlingen. Inden du bliver udskrevet, taler du med en sygeplejerske og en læge.

Du får information om, hvordan du skal tage medicin. 

Den blodfortyndende behandling skal du fortsætte med i mindst tre måneder.

I taler også om, hvornår du kan arbejde igen. Det er ofte indenfor en uge. 

Plasteret i lysken er vandtæt. Du må gå i brusebad, når du ikke længere har hjerteovervågning (telemetri) på. 

Du får en tid til kontrol efter 6 og 12 måneder. 

Hjemme igen

I den første uge efter behandlingen skal du undgå tunge løft og hårdt fysisk arbejde. Du skal være forsigtig, hvis du går på trapper. Du må ikke køre bil den første uge efter behandlingen.

I op til 3 måneder efter behandlingen kan du få anfald af hjertebanken eller åndenød. Det behøver ikke at betyde, at behandlingen er mislykkedes. 

Hvis du mærker et anfald, der ikke går over af sig selv, skal du tage fastende til en akutklinik inden for 24 timer.Vi giver dit hjemsygehus og din egen læge besked om behandlingen. 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til behandlingen og 
forløbet, er du altid velkommen til at ringe 
til os.
Venlig hilsen 
Hjertesygdomme, sengeafsnit 2
Gentofte Hospitalsvej 6, st. 
Telefon 38 67 33 27

Redaktør