Arbejds-ekkokardiografi

Beskrivelse af undersøgelsen og vigtige forholdsregler.

Hvad er en arbejds-ekkokardiografi?

En arbejds-ekkokardiografi er en ultralydsundersøgelse af, hvordan hjertet fungerer under fysisk anstrengelse.

Formålet med undersøgelsen 

Vi laver undersøgelsen for at vurdere, hvordan din hjertemuskel og dine hjerteklapper fungerer, når du anstrenger dig fysisk. Undersøgelsen kan vise, om hjertet får ilt nok, hvordan evt. hjerteklapsygdom påvirker hjertet under arbejde og om hjerterytmen er stabil. Resultatet kan også give en fornemmelse af, hvor megen fysisk anstrengelse, du kan klare.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen foregår ved, at du cykler på en speciel cykel, mens du ligger på siden. Lægen skanner dit hjerte med ultralyd før, under og efter cykeltesten.

Du starter med en lav belastning på cyklen. Belastningen øges hvert andet minut, indtil du er belastet til maksimum af din fysiske ydeevne. Det er vigtigt, at du er udholdende.

Du får sat EKG-elektroder på brystkassen som ved en normal EKG-optagelse. Elektroderne bliver koblet til en computer, der registrerer din hjerterytme. Du får målt dit blodtryk og optaget EKG under hele cykeltesten. 

Undersøgelsen slutter med en hvileperiode, hvor puls og blodtryk kan falde til ro igen.

Det er en sygeplejerske og en læge, som står for undersøgelsen.

Påklædning

Det er en god ide at medbringe et par sko, som sidder godt fast, og et par bukser, der er behagelige at bevæge sig i. Der er mulighed for, at du kan tage et bad efter undersøgelsen.

Hvor lang tid tager undersøgelsen?

Undersøgelsen og den efterfølgende samtale tager ca. 45 minutter. Selve arbejds-ekkokardiografien og hvileperioden varer i alt ca. 30 minutter.

Medicin

Med mindre du har fået besked om andet, skal du tage din medicin som du plejer.

Rygning

Du bør ikke ryge i timerne før testen.

Risiko ved undersøgelsen

Der er en meget lille risiko for komplikationer i form af forstyrrelser i hjerterytmen, som kræver aktiv behandling.

Pårørende

Pårørende er meget velkomne til at deltage ved samtalen med lægen før og efter testen. Men det er ikke hensigtsmæssigt, at du har pårørende med til selve testen, fordi det kan påvirke din koncentration og dermed påvirke resultatet af undersøgelsen. 

Svar på undersøgelsen

Du får normalt svar lige efter undersøgelsen, men der kan være behov for mere avanceret efteranalyse. Svaret kan derfor også gives pr. brev eller ved en opfølgende samtale.

Redaktør