Åreknuder, hjemme igen efter behandling

Efter du er blevet behandlet for åreknuder, skal du være opmærksom på dine sår og blødninger. Vær også opmærksom på smerter i armen, da det kan være en sjælden bivirkning i form af en blodprop.

Pleje og hygiejne

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamol, som kan fås i håndkøb.

Vent med at bade

Du skal vente med at gå i bad, til du har fjernet forbindingen. Indtil sårene er helet, skal du undgå svømmehal, karbad og havbad, da det øger risikoen for betændelse.

Fjern forbindingen efter 3 dage

Du må fjerne forbindingen 3 dage efter behandlingen.

Brug støttestrømpe

Når du har taget forbindingen af, skal du i mindst en uge bruge en støttestrømpe, der går op til knæet. Strømpen skal have et kompressionstryk på over 15 mmHg. Du skal selv købe strømpen. Du skal tage støttestrømpen på om morgenen, når du står op, og tage den af igen, når du skal i seng. Strømpen skal sidde helt glat for ikke at gnave.

Beskyt arrene

Når sårene er helet, og du får ar, skal du beskytte dem mod direkte sol og solarium. Dæk arrene med tøj eller brug solcreme med faktor 50 de første 3 måneder efter behandlingen.

Bevægelse og hvile

Bevæg dig med det samme

Det er vigtigt, at du går lidt omkring allerede samme dag, som du er blevet behandlet. Du må bevæge dig almindeligt omkring. Dog skal du vente 1-2 uger med at dyrke motion og løbe.

Hvil med benet højt

Du skal jævnligt hvile dig med benet oppe for at mindske hævelse og smerter. Vip gerne ofte med foden eller tæerne.

Praktiske forhold

Sygemelding

Alt efter typen af arbejde, kan du starte cirka 3-4 dage efter behandlingen. Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge.

Vent med at køre bil og cykle

Du kan begynde at køre bil og cykle igen, når du har taget din forbinding af og kan bruge benet normalt.

Kom til kontrol

Du får en tid til kontrol hos os cirka 3 måneder efter behandlingen.

Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal ud at rejse

Hvis du skal ud at rejse de første par måneder efter behandlingen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, som du skal følge.

Ubehag eller smerter

Vær opmærksom på blødning

Det er sjældent, at det bløder, men hvis blodet siver gennem forbindingen, skal du kontakte os. Hvis det sker uden for vores åbningstid, skal du i stedet kontakte Akuttelefonen 1813. Læg dig så vidt muligt med benet højt, hvis det bløder.

Kontakt os, hvis du får smerter i benet

Behandlingen kan i sjældne tilfælde udløse en blodprop i benet. Hvis du pludseligt får ondt i benet, skal du kontakte os eller Akuttelefonen 1813.

Hold øje med et af sårene

Der kan gå betændelse i et sår, også selvom der kun er lavet en lille åbning på huden. Kontakt din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid, hvis et af sårene bliver rødt, væsker, hæver eller buler ud, eller hvis du pludselig får høj feber.

Værd at vide

Se din journal og prøvesvar

www.minsundhedsplatform.dk og i sundhedsjournalen på www.sundhed.dk kan du se din journal, dine sundhedsdata og dine eventuelle prøvesvar. Du kan hente begge dele som app: MinSP og MinSundhed. Log på med dit NemID.

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit besøg på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil meget gerne høre fra dig med både ris og ros omkring dit ophold på hospitalet. Du kan finde kontaktoplysninger på vores hjemmeside www.gentoftehospital.dk. Hvis du overvejer at klage over din behandling, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. På www.regionh.dk/patientrettigheder kan du læse mere om mulighederne for at klage.

Redaktør