I denne video "Sådan får du mest muligt ud af dine lægesamtaler" får du fem gode råd til, hvordan du kan gå fra samtaler med tryghed og overblik. Varighed: 2.03.
Fordele ved god kommunikation
Når du er i et undersøgelses- eller behandlingsforløb, er det utroligt vigtigt, at du går fra dine samtaler med dine behandlere med en god følelse af tillid og forståelse af din sygdom, din behandling og det videre forløb. En god følelse handler også om, at du føler dig forstået og inddraget i beslutninger i det omfang, du selv ønsker.
Forskning viser desuden, at hvis du er godt informeret og har en positiv kommunikation med dine behandlere, så opnår du bedre resultater af din behandling. Blandt andet fordi du forstår din sygdom bedre og derfor i stand til at efterleve de beskeder og råd, du får.
Otte gode råd til en vellykket samtale
Det er altid lægens eller andet personales ansvar at sørge for en god og fyldestgørende samtale om din sygdom og behandling. Fx at sørge for, at samtalen bliver afholdt et sted og på en måde, så du føler dig godt informeret og behandlet. Men i alle samtaler mellem mennesker, er det ikke ligegyldigt, hvordan vi selv bidrager til samtalen.
Det handler disse 8 gode råd om:
1. Forbered dine spørgsmål med en huskeliste
I denne video "Huskelister til dine lægesamtaler" får du indblik i Patientguidens mange huskelister, som kan sikre, at du altid får den information med hjem, som du har brug for. Varighed: 1.18.
Hvis du forbereder dig på samtalerne, får du en mere vellykket samtale. Fx ved at du har tænkt over de ting, der nager dig, noget du er i tvivl om, ikke forstår, er bange for eller ikke er afklaret med. En huskeliste til en lægesamtale kan derfor være en god idé. Husk ikke at vente med det, der bekymrer dig mest.
Se oversigt over Patientguidens huskelister
2. Genopfrisk oplysningerne om dig
I denne video "Huskelister til dine lægesamtaler" får du indblik i Patientguidens mange huskelister, som kan sikre, at du altid får den information med hjem, som du har brug for. Varighed: 1.18.
Du og din læge er begge specialister på højt niveau, hver med jeres forskellige viden. Lægen er ekspert på sygdom og behandling. Men det er dig, der mærker sygdommen, og har det bedste kendskab til at være dig.
Derfor er det vigtigt, at du kan svare så præcist som muligt på lægens mange spørgsmål om dine symptomer, bivirkninger af medicin, smerter eller andre udfordringer. Det betyder, at I sammen kan sikre, at du får et godt undersøgelses- og behandlingsforløb.
Der findes en lang række redskaber, mest som apps, som kan hjælpe dig med huske symptomer, bivirkning. Du kan også bruge en papirversion, vi kalder for Patientguidens Logbog, hvor du dagligt kan beskrive dine symptomer, bivirkninger, velbefindende, smerter m.m., og tage den med til samtalen med lægen.
Se Patientguidens logbog
3. Tag en pårørende med
Det giver en dejlig tryghed at have én, du er tæt på, med til vigtige samtaler. Som syg er du indimellem stresset på en sådan måde, at du enten ikke rigtig kan høre det, der bliver sagt. Eller at du kun lægger vægt på noget af det, der bliver sagt.
Fire ører hører som bekendt bedre end to. Og vi hører ofte forskellige ting alt efter hvilken stemning, vi er i. For eksempel er det ofte den pårørende, der bedst husker de problemer, der har været siden den sidste samtale.
En pårørende er i denne forbindelse et menneske, du er tryg ved, og som kan hjælpe dig med det, du har brug for. Derfor behøver det ikke at være et familiemedlem. Det kan også være en ven, kollega m.m.
Få dokumenteret hvad der bliver sagt
Du kan eventuelt lade din pårørende notere de oplysninger og instruktioner, personalet giver under samtalen, så du er helt sikker på at få det hele med.
Du kan også overveje at optage samtalen, så du i ro og mag kan lytte til alle informationerne og forklaringerne på et senere tidspunkt. Hvis du vil optage samtalen, er det vigtigt, at du informerer lægen om det på forhånd.
4. Vær åben
Jo mere lægen ved om dine reaktioner og symptomer, og hvad der er vigtigst for dig, jo større forskel kan læger og sygeplejersker gøre, når de skal behandle og pleje dig. Selvom der er ting, der af den ene eller anden grund er svære at få sagt, er det vigtigt fx at fortælle:
- hvis du har svært ved at sove
- ikke kan undvære at ryge
- er bange for at blive fyret på grund af din sygdom
Alternativ behandling
Alternativ behandling kan være et andet svært emne at tale åbent om. Men hvis du benytter alternativ medicin, kosttilskud m.m., er det vigtigt at oplyse om det. Selv tilsyneladende harmløse vitaminer eller mineralbaserede kosttilskud, fiskeolier eller immunopbyggende midler kan påvirke dine organer, operation eller den behandling, du er i gang med.
Det er vigtigt, at lægerne kender dit samlede behandlingsbillede. Ellers kan det være svært at vide, hvad der virker eller ikke virker - og hvorfor.
5. Hvor foregår samtalen og hvor længe varer den
Det har også indflydelse på vigtige samtaler, hvor de foregår. De bør ikke foregå på en stue med en masse andre patienter og pårørende eller for en åben dør.
Det kan også være en god idé at vide hvor lang tid, der er til samtalen. Er der kun fem minutter, skal du fokusere på det, som er vigtigst. Er der 20 minutter, ved du, at du har bedre tid til at få fortalt og snakket det igennem, du har behov for.
6. Forstå hvad der bliver sagt
Det er helt afgørende, at du forstår, hvad lægen eller sygeplejersken siger. Lægelatinen er ved at blive lagt på hylden. Men hvis den alligevel sniger sig ind, så bed om at få tingene forklaret på jævnt dansk, så du kan forstå, hvad der bliver sagt.
Vær heller ikke bange for at spørge dumt. Det er dig selv, det gælder. Derfor findes der ingen dumme spørgsmål. Heller ikke, hvis du må spørge om det samme for tredje gang. Hvis informationerne stadig er uklare og ikke giver mening, kan du altid bede om muligheden for at få en anden læge til at forklare dig det.
7. Nå frem til aftaler og klarhed under samtalen
Husk på, at dér, hvor samtalen slutter, begynder ventetiden til din næste samtale, undersøgelse eller behandling. Derfor skal I sørge for, at du ved, hvad der skal ske efterfølgende, og at du har fået svar på dine spørgsmål, inden samtalen slutter.
For nogle er det en hjælp, at enten lægen, du selv eller din pårørende opsummerer, hvad der er blevet aftalt.
8. Saml op efter samtalen
Når samtalen er slut, kan det være en god idé at sætte dig et roligt sted, inden du går ud i hverdagen igen. Du kan eventuelt sætte dig med en kop kaffe sammen med dén, der har været med. Så kan I sammen få styr på, hvad der blev sagt og hvilke tanker, det efterlader.
Kommer du pludselig i tanke om noget vigtigt, du har glemt at få svar på, så vend tilbage til afdelingen. En anden mulighed kan være at maile til afdelingen via Min Sundhedsplatform. Du kan også bruge din praktiserende læges mulighed for e-mailkonsultation.