Behandlingsforløbet – sådan foregår det

Læs her om, hvordan et behandlingsforløb foregår. Du finder også inspiration til, hvad der er godt at vide, når du skal i gang med et behandlingsforløb.

I videoen ’’Behandlingsforløbet fra indkaldelse til udskrivelse" fortæller overlæge Finn Rønholt fra afdeling for Medicinske Sygdomme på Herlev og Gentofte Hospital om, hvordan et behandlingsforløb foregår. (Varighed 1:43 minut)


Behandling på forskellige måder

Behandling kan foregå på flere måder:

  • du bliver indlagt på hospital
  • du får ambulant behandling, hvor du udskrives samme dag og kommer hjem til dig selv
  • du får behandling ved aftalte ambulante besøg i vores klinikker.

Kortere indlæggelser

Den tid, hvor du er indlagt på hospital, har været faldende længe. Og det på trods af, at der er kommet flere og mere komplicerede sygdomme og behandlingsforløb til.

Den kortere indlæggelsestid skyldes, at mange behandlinger og kirurgiske indgreb er blevet langt mere skånsomme. Derfor behøver du ikke altid være indlagt på hospitalet. Det betyder omkring 3,5 millioner besøg på årsbasis i regionens ambulatorier.



Første konsultation

I denne video "Sådan får du mest muligt ud af dine lægesamtaler" får du fem gode råd til, hvordan du kan gå fra samtaler med tryghed og overblik. Varighed: 2.03.


Ved den første konsultation vil du typisk blive undersøgt af en læge og en sygeplejerske. De vil udspørge dig om dit helbred og din aktuelle sygdom. Nogle gange vil du forinden have fået taget en række blodprøver eller undersøgelser.

Til første konsultation er det vigtigt, at du medbringer en nøjagtig liste over den medicin, du tager. Brug evt. Patientguidens medicinoversigt eller medbring din medicin. 

Hent medicinoversigten

Du vil også blive grundigt informeret om dit behandlingsforløb. På den måde sikrer vi, at du bliver så godt informeret som muligt. Men også at du får mulighed for at deltage i beslutning om, hvordan dit forløbet skal tilrettelægges.

En huskeliste kan hjælpe dig med at få svar på det, du har brug for at vide. Patientguiden har udviklet en huskeliste til din lægesamtale forud for din behandling samt en huskeliste hvis du skal indlægges.

Hent huskeliste til lægesamtale om din behandling

Hent huskeliste til din indlæggelse




Indkaldelsen til behandling kommer i din e-Boks

Du vil typisk modtage en indkaldelse til din behandling i din e-Boks. I indkaldelsen kan du se, hvor og hvornår du skal møde op, og hvordan din behandling kommer til at foregå. Ofte vil der også stå en række oplysninger om, hvad behandlingen vil indebære. Eller om der er forholdsregler, du skal være opmærksom på, før du møder op. Fx at du skal møde op fastende eller holde pause med din medicin.

Derfor er det vigtigt, at du læser de bilag, der kan være sendt sammen med din indkaldelse. 

Hvis du oplever, at der går længere tid end forventet med indkaldelsen, så kontakt den læge, der har henvist dig til behandlingen.

Få påmindelser om aftaler

Ofte vil du sammen med indkaldelsen eller før indlæggelsen få tilsendt et spørgeskema. Det skyldes, at vi gerne vil vide mere om, hvad du tidligere har fejlet, helbredsoplysninger m.m. Det er vigtigt, at du udfylder disse skemaer. De er med til at sikre, at vi har alle nødvendige oplysninger om dig.

Hvis du er tilmeldt sms-påmindelser eller oplysninger fra minsundhedsplatform.dk, betyder det, at du automatisk bliver mindet om, hvornår du skal møde.

Se hvordan du bliver tilmeldt sms-påmindelser fra minsundhedsplatform.dk



Max 30 dages ventetid på behandling

I visse tilfælde kan der være længere ventetid til behandling. Går der mere end 30 kalenderdage, tilbyder vi muligheden for at få behandling et andet sted. Fx på privathospital. Hvis du skal vente mere end 30 dage på behandling, vil det stå i dit indkaldelsesbrev. Her vil det også fremgå, hvordan vi kan hjælpe dig med at finde et andet hospital eller klinik, hvor ventetiden er kortere.

Læs om retten til at blive behandlet inden for 30 dage



Styrk dit helbred, mens du venter

Mange undersøgelser viser, at hvis du har en god fysik, lader være med at ryge eller drikke for meget alkohol før en behandling, forløber mange behandlinger og operationer langt bedre.

Læs hvordan du gør



To lægefaglige kontaktpersoner

To særlige funktioner kan være tilknyttet dit forløb, når du skal behandles på hospital:

Den behandlingsansvarlige læge

Alle læger har behandlingsansvar for de behandlinger, de ordinerer. Derfor har du altid én overordnet behandlingsansvarlig læge for dit konkrete forløb. Der kan godt være flere behandlingsansvarlige læger, hvis dit forløb involverer flere afdelinger, og du fx fejler flere ting. 

Læs mere om behandlingsansvarlig læge

Den patientansvarlige læge

Hvis du har et særligt kompliceret sygdomsforløb, kan du også få tilknyttet en patientansvarlig læge. En patientansvarlig læge har det overordnede ansvar for kontakten til dig og for at skabe sammenhæng, overblik og tryghed i dit forløb. 

Læs mere om patientansvarlig læge



Stuegangen kort fortalt

Når du er indlagt, vil der typisk blive gået stuegang dagligt. Her vurderer læger og sygeplejersker din tilstand, og taler med dig fx om prøvesvar og det videre forløb. Mange steder vil du opleve, at der er en bærbar computer med på stuegang. Her kan lægen se de opdaterede oplysninger om dit behandlingsforløb, nye prøveresultater m.m. Mange steder vil du blive opfordret til at have dine pårørende med til stuegang. Her kan I sammen stille spørgsmål og få talt om, hvis der er noget, du mangler eller I undrer jer over i dit forløb. Nogle steder foregår stuegangen som en form for konsultation, hvor du inviteres ind på en stue. Her kan samtale og eventuel undersøgelse foregå i enerum.



Foreløbig udskrivelsesdato

Som indlagt vil du som regel få en foreløbig udskrivelsesdato, som selvfølgelig kan blive ændret - alt afhængig af din sygdoms forløb og udvikling.



Information om din behandling under dit forløb

Vi bestræber os på, at du løbende bliver så godt informeret som muligt om din sygdom og behandling, og om de planer der er for dit forløb. Det sker typisk under stuegang, hvor du også har mulighed for at have dine pårørende med. Ellers vil der også være mulighed for at bede om en uddybende samtale, hvis du har behov for det. 

Patientinformation om din konkrete behandling

Derudover vil der være skriftlig patientinformation om den behandling, du skal gennemgå, medicin, som du skal prøve for første gang m.m. på dit hospitals hjemmeside.

Find dit hospital

Information om din sygdom

Information om den sygdom, du skal i behandling for finder du i Patienthåndbogen på sundhed.dk. Den indeholder over 3.000 artikler om sygdomme og behandlingen af dem. Her kan du finde viden om den sygdom, du skal behandles for.

Læs mere i Patienthåndbogen på Sundhed.dk



Behandlingen er blevet mere specialiseret

En del behandling er i dag meget specialiseret. Her arbejder læger fra forskellige specialer sammen om det samme patientforløb. Derfor er det fx vigtigt, at vi har et fælles journalsystem, Min Sundhedsplatform, som kan læses på tværs af specialer og regionens hospitaler.

Behandling hjemme hos dig selv

Som patient kan du også opleve, at dele af din behandling foregår hjemme hos dig selv. Både lægen og hospitalet kan "rykke" ind i dit hjem, hvis konsultationen lige så godt kan klares online over computer eller telefon. Det gælder i dag fx for gravide eller for patienter med hjerte- og lungesygdomme. De kommunikerer ofte med læger, jordemødre eller andre omkring deres symptomer og behandling via computer. Det er dog vigtigt at understrege, at det er et tilbud. Det skal altid være muligt at få en konsultation med lægen i stedet for kontakt over computeren, hvis du ønsker det. Hvis du er i medicinsk behandling, kan det nogle gange også klares hjemme hos dig selv med hjælp fra kommunernes specialiserede hjemmesygepleje i samarbejde med hospitalets læger.

Skræddersyet personlig medicin

I dag behandles langt de fleste patienter med den samme behandling for den samme sygdom. Men to mennesker er ikke ens. Derfor giver det god mening, at vi i højere og højere grad ser, at patienter ikke altid tilbydes den samme behandling, selvom de fejler det samme. Ved at koble behandling, forskning og personlige sundhedsdata tæt sammen arbejder læger og forskere sammen om i fremtiden at stille mere præcise diagnoser. Det betyder at man kan tilrettelægge en mere effektiv behandling til den enkelte patient. Det kaldes også for personlig medicin.


Se video om hvornår og hvordan du bliver informeret om din indkaldelse, behandling og forløbet efter du er blevet udskrevet.


Redaktør