Ny forskning: Vægttab ved psoriasis

Ny forskning fra Gentofte Hospitals hud- og allergiafdeling viser, at vægttab kan bedre både hudsymptomer og risiko for hjerte-kar sygdomme hos overvægtige patienter med psoriasis.
Ca. to procent af befolkningen har psoriasis, der er en kronisk inflammatorisk sygdom. Psoriasis ses som rød og skællet hud, som oftest i hårbunden, og på albuer og knæ. Overvægt øger risikoen for at få psoriasis, og overvægtige personer med psoriasis har ofte mere udbredt sygdom end normalvægtige.

Hud- og allergiafdelingen på Gentofte Hospital har derfor undersøgt effekten af vægttab på psoriasis. I undersøgelsen deltog 60 svært overvægtige patienter med psoriasis. I 16 uger fik halvdelen af patienterne en lav kalorie diæt, mens den anden halvdel blev anbefalet at spise almindelig sund kost. Gruppen, der fik diætkosten tabte sig i gennemsnit 15 kilo, og deres psoriasis blev markant bedre, mens der ikke var nogen bedring hos den anden gruppe af patienter, der spiste almindelig kost.

”Forskningsresultaterne viser, at vægttab er en vigtig komponent i behandlingen af psoriasis hos overvægtige patienter med denne sygdom. Resultatet var dog ikke statistisk signifikant, da gruppen af patienter ikke var stor nok, men tendensen var tydelig. Udover den gavnlige effekt på deltagernes psoriasis førte vægttabet også til fald i både blodsukker og kolesteroltal, hvilket jo også nedsætter patienternes risiko for at udvikle diabetes og hjertekarsygdomme” siger professor Lone Skov fra Hud- og allergiafdelingen på Gentofte Hospital, som er en af personerne  bag undersøgelsen. Undersøgelsen blev d. 29. maj offentliggjort i det internationalt anerkendte tidsskrift JAMA Dermatology.

Yderligere information: Kontakt Lone Skov, professor ved Københavns Universitet og Hud- og allergiafdelingen på Gentofte Hospital. Tlf.: 38 67​ 32 04 eller Lone.Skov.02@regionh.dk
Redaktør