Gentofte Hospital vært for international allergikongres

Godt 7400 deltagere fra mere end 100 lande gæstede København.
Årets største, internationale allergikongres løb af stablen i København i pinsen, og Allergiklinikken på Gentofte Hospital spillede en central rolle i afholdelsen.

Det er European Academy of Allergy and Clinical Immunology (EAACI) som afholder kongressen, og Allergiklinikkens forskningsleder, professor Lars K. Poulsen, er formand for den lokale organisationskomité. Han er rigtig godt tilfreds med årets kongres:

Faglige sandheder om allergi blev sat til debat

- Med flere end 7400 deltagere fra over 100 lande indfriede vi med stor margen vores succeskriterium. Vi havde givet kongressen overskriften ”udfordr dogmerne” som en opfordring til at turde sætte spørgsmålstegn ved fagligt definerede sandheder. Det gælder fx at man i højere grad rammes af allergi, hvis man færdes i rene omgivelser eller undgår tidlig udsættelse for bestemte fødevarer. Vi har fået en fantastisk god feedback, og flere har sagt til mig, at det var den bedste kongres i 5-6 år, siger Lars. K. Poulsen.

Målt på fremmøde blev EAACI verdens største allergikongres i 2014. Årets kongres har især haft store delegationer fra Tyskland med ca. 800 deltagere, og lande som Spanien, Italien og Frankrig har også haft store delegationer. Danmark kommer på en femteplads målt på antal deltagere.

Hospitalet præsenterede en række nye resultater

På kongressen bidrog Gentofte Hospital med følgende nye forskningsresultater:

  • Behandling med immunterapi reducerer patienternes symptomer på husstøvmideallergi og mindsker samtidig mindsker deres behov for supplerende behandling med anden medicin.
  • Sammen med Odense Universitetshospital har Gentofte Hospital testet en nyudviklet type immunterapi til behandling af fiske-allergi. Erfaringerne er positive.
  • Patienter med ægge-, soya-, og peanutallergi bør alligevel ikke frygte for allergiske reaktioner ved brugen af et af de mest anvendte anæstesimidler, nemlig propofol.
  • Efter seks-syv år er udgifterne til den dyre behandling med allergen-immunterapi af patienter med høfeber faktisk tjent hjem, viser analyser fra Allergiklinikken på Gentofte Hospital.
Redaktør