Unikt hold af sygeplejersker sikrer bedre kvalitet for borgerne

​Nyt specialiseret team af hjemmesygeplejersker arbejder på tværs af sektorer og kommunegrænser for at skabe sammenhæng og bedre kvalitet for borgerne.

​​


PRESSEMEDDELELSE:

Ældre medicinske patienter kan opleve at ryge ind og ud af hospitalerne, og somme tider indlægges de uden andet end en mistanke om, at der er noget galt.

- Vi ved, at der er problemer for vores ældre borgere i overgangen mellem hospital og hjemmet. Det kan være svært for plejepersonalet i hjemmeplejen at vurdere og hjælpe borgerne, når de kommer hjem fra hospitalet. Derfor bliver de nogle gange indlagt igen på grund af usikkerhed. 

- Det nye team kan være med til at sikre, at færre borgere genindlægges, og at Herlev og Gentofte hospital får bedre mulighed for at fokusere på de patienter, der reelt har brug for hjælp, fortæller Jesper Würtzen, der er borgmester i Ballerup Kommune.

Det nye team består af specialiserede sygeplejersker med en bred og høj faglighed. De skal øge sammenhængen og dermed også patientsikkerheden for patienter, der fx udskrives fra Herlev og Gentofte hospitaler og skal modtage hjemmehjælp i en af de tre kommuner.

Teamet kan tilkaldes af kommunernes personale i hjemme- og sygepleje, på plejecentre, rehabiliteringsenheder og bosteder, samt praktiserende læger. De kan kontaktes når som helst, der er tvivl om en patient eller brug for specialiseret og midlertidig hjælp. 

Teamet giver en enestående mulighed, for at kunne tilbyde specialiseret sygepleje til borgerne. Teamet skal også være med til at løfte kompetenceniveauet ved at lære fra sig og vise vej.

- Det er en stor glæde at kunne tilbyde denne høje standard til vores syge borgere. Vi har dygtige ansatte med høj faglig standard i hjemmepleje og på plejecentre i de tre kommuner. Men SHS-teamet har mulighed for at yde højt specialiserede behandlinger, fordi de har kompetencer som ikke er til stede i hjemmeplejen nu. 

- Teamet er også en unik mulighed for kollegaerne i hjemmeplejen, der kan få del i teamets kompetencer og viden. På den måde bidrager teamet til et kompetenceløft, siger Thomas Gyldal Petersen, der er borgmester i Herlev Kommune.

Region Hovedstaden har bidraget økonomisk til projektet fra en særlig forebyggelsespulje, som regionsrådet har vedtaget, skal støtte samarbejdet i gråzonen mellem kommunale og regionale opgaver.

- Formålet er at forhindre unødvendige indlæggelser og få forbedret overgange mellem hospitalet og kommunerne. Det vigtigste er at patienten hjælpes bedst muligt, uanset om det er kommunen eller regionen der har ansvaret. 

- Forhåbentlig kan vi lave noget praktisk nytænkning, som borgerne oplever som en forbedring i en ofte usikker situation, siger Maja Holt Højgaard (S), formand for udvalget vedrørende tværsektorielt samarbejde.

Teamet kaldes SHS-teamet og ser frem til at komme rigtig i gang: 

- Jeg har arbejdet mange år med akutte patienter og set patienter blive indlagt, som ikke altid har haft brug for det store apparat, et hospital er. Jeg er stolt og glad over, at vi kan være med til at tilbyde borgerne i de tre kommuner specialiseret pleje i deres eget hjem. 

- Vi glæder os meget til at komme ud og hjælpe vores kollegaer med at tage os af vores syge borgere og være til stede med al vores specialiserede viden. SHS-teamet er en samling håndplukkede dygtige og meget erfarne sygeplejersker, fortæller Anne-Marie Mølbæk, der er daglig leder af teamet og projektleder på hele den tværgående indsats.

Deleøkonomi og vidensdeling - samarbejde på tværs
- Det nye hjemmesygeplejeteam er et godt eksempel på det nødvendige samarbejde mellem kommuner, regionen og de praktiserende læger. Et tættere samarbejde på tværs af sektorer er nødvendigt for at give borgerne en god og sammenhængende service og er samtidig med til at holde sundhedsudgifterne i ave. 

- Ved at være flere kommuner der er fælles om teamet, får teamet en størrelse og volumen, som giver mulighed for bedre udnyttelse af ressourcer, herunder kompetencer, personale, lokaler og faciliteter – et vigtigt middel, når vi skal skabe optimale betingelser for at modvirke forebyggelige indlæggelser og genindlæggelser, siger Ole Bondo Christensen, borgmester i Furesø Kommune.

SHS-teamet skal vise nye veje til, hvordan kommuner og sektorer kan arbejde sammen og dele ressourcer på tværs. Samarbejdet gør det muligt at dele viden, kompetencer og erfaringer mellem kommunerne og skal skabe nye standarder på området. Standarder og metoder, der efterfølgende også vil kunne bruges i resten af Danmark. 
Redaktør