Tor Biering-Sørensen er internationalt anerkendt ekspert i ultralydsskanning af hjertefunktioner – et felt, han har forsket inden for gennem mere end ti år.
- Det er selvfølgelig en stor anerkendelse og et skulderklap at modtage prisen. Det vi bl.a. har forsket i, er at identificere tidlige tegn på problemer med hjertet blandt diabetikere, og på den måde finde ud af hvem der har øget risiko for at udvikle hjertesygdom senere. Næste skridt er at undersøge om man ved at anvende hjerte-skanninger også kan sætte ind med en målrettet behandling og forebyggelse af hjertesygdom til den enkelte patient, siger Tor Biering-Sørensen.

Han har for nyligt modtaget et fellowship på 10 millioner kroner fra Lundbeckfonden til at undersøge man kan undgå hjertesygdom ved at tilbyde forebyggende behandling til ældre, der har særlig risiko for at udvikle hjertelidelser, herunder personer med diabetes. Noget som potentielt kan have stor betydning både for samfundet og den enkelte borger.
Tor Biering-Sørensen er 36 år, læge, ph.d., master of public health (MPH), forskningsleder samt lektor ansat ved Afdeling for Hjertesygdomme Herlev og Gentofte Hospital og Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet.