​​

Sven O. Skouby modtager ærespris for sit lange virke inden for Obstetrik og Gynækologi

​Professor Emeritus Sven O. Skouby er, af medlemmerne i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, blevet tildelt Niels Jørgen Sechers Ærespris 2021. Sven O. Skoubys virke inden for Obstetrik og Gynækologi siden begyndelsen af 80’erne har været vigtigt for mange, betydende for de fleste og afgørende for faget – derfor tilfalder prisen Sven O. Skouby.

Vent...

I slutningen af 2021 blev der afholdt årsmøde i Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, hvor Niels Jørgen Sechers Ærespris blev uddelt. Prisen blev oprettet i 2017 for at ære Niels Jørgen Secher, som gennem en lang karriere var en central del af dansk obstetrik og gynækologi.  

Tildelingskriteriet lyder: Prisen uddeles til en person, der har haft en helt særlig betydning for dansk obstetrik og gynækologi.  En person, der ved fagligt, videnskabeligt eller organisatorisk engagement, har haft en helt særlig betydning for fagets udvikling, og som ved sit personlige virke har bidraget positivt til at fremme faget til gavn og glæde for patienter såvel som kolleger.

På Afdeling for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsler er personalet stolte over at Sven O. Skouby har modtaget æresprisen – og at det er ganske velfortjent, hersker der heller ikke tvivl om: 

 -Med den særlige betydning for udviklingen af faget, som Sven O Skouby har haft, så er han den helt rigtige modtager af prisen, siger Helle Ejdrup Bredkjær, som er ledende overlæge på Afdeling for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsler.
 -Sven har gennem mange år været en international kapacitet indenfor hormonsygdomme og behandling af ufrivillig barnløshed og har haft en afgørende betydning for at vores afdeling står rigtigt stærkt på dette felt.

Den stolte prismodtager, Sven O. Skouby, siger:

 -Jeg er stolt og beæret over at modtage Niels Jørgen Sechers Ærespris efter indstilling fra bestyrelsen af Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi. Det faglige, videnskabelige og organisatoriske engagement har været ledestjerner gennem hele min lægelige karriere simpelthen fordi specialet, kollegaer og patienter gav ideelle udfordringer til at være nysgerrig og aktiv både i klinisk og akademisk sammenhæng. Prisen ønsker jeg – helt i Niels Jørgen Sechers ånd, - at videregive til Læger uden Grænser.

Et par nedslag i Sven O. Skoubys alenlange CV: 

Sven O. Skouby blev færdig på medicinstudiet i 1974 - syv år efter studentereksamen. Blev specialist i gynækologi og obstetrik i 1983, fik en doktorgrad i 1987, fortsatte som klinikchef på Frederiksberg Hospital i 1994, fik et klinisk forskningsprofessorat i gynækologisk endokrinologi ved Københavns Universitet fra 1999-2007, og senere i 2007 blev han såkaldt lærestolsprofessor ved Københavns universitet, som er den fineste professortitel, man kan opnå, med tilknyttet overlægefunktion på Herlev Hospital. I dag er han Professor Emeritus med tilknytning til Herlev og Gentofte Hospital og KU. ​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor