Stort influenzastudie skal vise om en højdosis-vaccine kan føre til færre indlæggelser hos personer mellem 65 og 79 år

​I Danmarks hidtil største randomiserede lægemiddelstudie vil forskere fra Herlev og Gentofte Hospital undersøge effekten af højdosis influenzavacciner sammenlignet med standarddosis influenzavacciner. 

Vent...

Som det er nu, gives højdosisvaccinen herhjemme til personer på +82 år, og personer der bor på plejehjem. Alle andre tilbydes standarddosis. Man ved fra tidligere forsøg, at højdosis er bedre end standarddosis til at forebygge influenzainfektion hos personer over 65 år, men forskerne vil nu undersøge, om højdosis også forhindrer hospitalsindlæggelser og død som følge af influenza bedre end standarddosis i aldersgruppen 65-79 år.

 

- Influenza påvirker rigtig mange mennesker hvert år, og hvis vores hypotese holder, og højdosisvacciner viser sig at kunne give færre hospitalsindlæggelser og dødsfald, kan forskningen potentielt komme både den enkelte borger og samfundet til gode, i form af reducerede udgifter til sundhedsvæsenet, sygedage mv., siger Niklas Dyrby Johansen, der er læge og ph.d.-studerende på Afdeling for Hjertesygdomme, og én af to ph.d.-studerende, der står i spidsen for forskningsprojektet.

Projektet udføres i samarbejde med Danske Lægers Vaccinations Service, som står for at rekruttere borgere, som vaccineres til deres arrangementer.

 

Vigtig forskning om bedst mulig beskyttelse

Selvom projektet, der skydes i gang nu, er omfattende med et mål om 40.000 deltagere, så planlægger forskerne at lave et tilsvarende studie næste år med op mod 200.000 deltagere.

 

- Det er vigtigt, at der forskes i dette for at kunne give befolkningen den bedste beskyttelse mod et alvorligt influenzaforløb, og følgesygdomme som f.eks. lungebetændelse. Desuden er det vigtigt for samfundet at kunne prioritere sine ressourcer på bedst mulig vis og i hvert fald vide, om det vil være kost-effektivt at udrulle højdosisvacciner mere bredt, siger forskningsleder, læge og ph.d., Tor Biering-Sørensen, Afd. for Hjertesygdomme på Herlev og Gentofte Hospital, og lektor på Københavns Universitet.


FAKTA:

Studiet er et randomiseret kontrolleret studie, hvor 20.000 deltagere modtager standarddosis og 20.000 modtager højdosis. De første borgere vil modtage vaccinen d. 1. oktober. Ved hjælp af de danske registre vil forskerne kunne følge borgernes evt. sygdomsforløb, og de første resultater vil være klar i maj-juni 2022.

Højdosis betyder, at vaccinen indeholder 4 gange så meget inaktiveret influenzavirusmateriale som standarddosis (60 vs. 15 mikrogram). Både høj- og standarddosis indeholder 4 forskellige virusstammer.

 

Højdosis har i tidligere studier ikke set ud til at medføre flere alvorlige bivirkninger end standarddosis. Man har primært observeret lidt kraftigere lokalreaktioner på stikket ved højdosis.

 

Borgere mellem 65 og 79 år kan booke tid til vaccination og tilmelde sig forskningsprojektet på www.minvaccination.dk

Pressekontakt:

Pressekonsulent Andreas Bennekou, 38673040 eller andreas.bennekou@regionh.dk


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor