René Priess ny vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital

​René Priess kommer fra en stilling som Centerchef, Psykiatrisk Center Ballerup. René Priess har en særlig interesse i sammenhængende patientforløb på tværs af sektorer, forandringsledelse, uddannelse og kompetenceudvikling. 

Vent...


Ny vicedirektør René Priess.

- Vi ser meget frem til samarbejdet med René Priess. René kommer med en solid indsigt i vores optageområde og har meget erfaring i at samarbejde på tværs af sektorer. René har derudover stået i spidsen for adskillelige udviklingsprojekter, som han har sikret implementeringen af og kørt meget flot i mål, siger hospitalsdirektør Klaus Lunding, der fremhæver, at Rene Priess er valgt i et stærkt felt med hele 21 ansøgere.

- Herlev og Gentofte Hospital er inde i en spændende udviklingsproces, som jeg ser frem til at blive en del af. Jeg kan blandt andet bidrage med et vedholdende fokus på sundhedsvæsenets kerneopgaver – klinisk kvalitet, tværsektorielt samarbejde, kompetenceudvikling og forskning, siger René Priess.

René Priess har derudover en stor interesse i uddannelsesområdet og kompetenceudvikling.

- Jeg vil gøre alt for at fremme en forbedringskultur med afsæt i hospitalets ambition 'Godt Behandlet'. Jeg vil derfor blandt andet have fokus på at etablere de bedste tænkelige rammer for kompetenceudvikling samt datadrevet udvikling af den kliniske kvalitet, siger René Priess.

René Priess er oprindeligt uddannet sygeplejerske og har også en diplomlederuddannelse og en Master of Health Management, CBS med i bagagen. Han har primært erfaring fra psykiatrien, hvor han både har været sygeplejerske, uddannelseskonsulent, kvalitets- og udviklingschef og senest centerchef.

- Jeg har en åben, inviterende og delegerende ledelsesstil. Jeg tænker mig som en del af holdet – både i forhold til den samlede hospitalsledelse, afdelingsledelserne og de administrative funktioner, siger René Priess.

René Priess er 51 år og bor i Hillerød med sine to store børn, der er i gymnasiealderen.

René starter som vicedirektør 1. september 2019.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor