Patienter med implanterbar hjertestarter har 50 procents øget risiko for trafikulykker

​Risikoen for at komme på hospitalet som følge af en trafikulykke er højere for patienter med en implanterbar hjerterstarter (ICD) end hos den almindelige befolkning, viser en ny undersøgelse. Det skyldes dog sandsynligvis mere hjertesygdommen end ICD-enheden.

En ICD er en slags avanceret pacemaker, der kan kickstarte hjertet i tilfælde af hjertestop. Den bliver brugt til at forebygge pludselig hjertedød hos patienter, der har forhøjet risiko for livstruende forstyrrelser i hjerterytmen samt hos patienter der har overlevet et hjertestop.  Antallet af patienter med en ICD er steget dramatisk i de seneste år, og i dag gennemføres omkring 100.000 nye operationer om året på europæisk plan.

Nyopererede ICD-patienter får som standard et midlertidigt forbud mod at køre bil, da forstyrrelser i hjerterytmen kan medføre, at de bliver bevidstløse. Forbuddet er dog et stort indgreb i patienternes hverdag og livskvalitet, og er ofte en kilde til diskussion mellem læge og patient.  

- Vores resultater viser at risikoen for trafikulykker rent faktisk er forhøjet, men at den absolutte risiko stadig er meget lav. Vi har med brug af landsdækkende data påvist, at patienter med ICD har en 50% større  risiko for at komme på hospitalet som følge af  en trafikulykke end en kontrolgruppe med samme køn- og aldersfordeling, siger Jenny Bjerre, der står bag undersøgelsen. Hun er læge og ph.d.-studerende på Hjertemedicinsk Forskningsenhed, Herlev og Gentofte Hospital.

Undersøgelsen omfattede både patienter, der har fået en ICD forebyggende på grund af risiko for livstruende forstyrrelser i hjerterytmen og patienter, der har overlevet et hjertestop.  Forskerne inkluderede 4874 ICD-patienter og en kontrolgruppe af 9748, med en gennemsnitsalder på 66 år. I løbet af 2,5 år var 2,3% af  ICD-patienter i kontakt med et hospital efter en trafikulykke, mens det kun var 1,7% hos kontrolgruppen fra den almindelige befolkning.

 

Unikke data

Undersøgelsen fra Herlev og Gentofte Hospital er baseret på data fra landsdækkende registre. Registrene har gjort det muligt at identificere alle patienter der fik indopereret en ICD i perioden 2008 til medio 2012 og sammenligne hver ICD-patient med to personer med samme alder og køn fra den almindelige befolkning som kontrolgruppe.

- De landsdækkende registre har givet os en unik mulighed for at undersøge emnet i "den virkelige verden ". De data, der tidligere har ligget til grund for anbefalingen af et forbud mod kørsel har været baseret på ældre undersøgelser af meget få og nøje udvalgte patienter, fortæller Jenny Bjerre."

Det har imidlertid ikke været muligt at sammenligne ICD-patienter med lignende patienter uden en ICD. Kontrolgruppen fra den almindelige befolkning var generelt sundere og tog mindre medicin. Det får forskerne til at antage, at forskellen i risiko for trafikulykker snarere skyldes den bagvedliggende hjertesygdom end selve ICD-enheden.

- Derfor skal vi nu i gang med at undersøge den sammenhæng. Vi vil koble vores eksisterende viden om trafikulykker hos ICD-patienter, med information om stød fra ICD-enheden. Desuden laver vi en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse, hvor vi spørger patienterne selv om deres erfaringer med kørsel efter at have fået en ICD, fortæller Jenny Bjerre.

Undersøgelsen viste, at den overordnede risiko for trafikulykker var lav. Ingen ICD-patienter døde som følge af en trafikulykke.

Undersøgelsen er støttet af Arvid Nilsson Fonden og Hjerteforeningen. Den blev præsenteret ved ESC, den europæiske kongres for hjertelæger. Her vandt Jenny Bjerre prisen "Young Investigator Award - Population Science" for sin forskning. 

 

Redaktør