Nyt forskningsstudie: Giver individuel KOL-behandling færre bivirkninger?

​Binyrebarkhormon er standardbehandling for mange KOL-patienter, der bliver indlagt med infektioner, men behandlingen giver risiko for bivirkninger. Nyt forskningsstudie kigger nu på, om en individuel behandling kan være bedre. 

Omkring 320.000 danskere har lungesygdommen KOL, og Lungemedicinsk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital har ofte KOL-patienter indlagt. Patienterne kommer, fordi en almindelig forkølelse eller infektion kan gøre, at de ikke kan trække vejret.

Den normale behandling er fem dage med binyrebarkhormon. Men kan det gøres bedre? Et nyt forskningsstudie undersøger nu, om der kan skæres i dage med binyrebarkhormon uden at forringe behandlingen. Målet er færre bivirkninger.

- KOL er en alvorlig sygdom og nogle patienter kommer her måske fire-fem gange om året. De bliver hver gang behandlet med binyrebarkhormon. dvs. de kan få medicinen i op til 25 dage om året, siger Pradeesh Sivapalan, læge og ph.d.-studerende, der står for projektet.

- Binyrebarkhormon er effektivt, men vi ser desværre også mange bivirkninger, fortsætter han. 

Bivirkningerne kan være forhøjet blodsukker, hvor nogle udvikler diabetes og afkalkning af knoglerne, der kan føre til knogleskørhed. Nogle kan også få binyrebark-svigt, hvor de mister evnen til at producere hormonet kortisol. Kortisol bruges i bl.a. vores immunforsvar og døgnrytme.

 

Forsøg med individuel behandling

Det er de alvorlige bivirkninger, der har fået Lungemedicinsk Afdeling til at se på, om behandlingen kan ændres. De har indledt et projekt, hvor en gruppe patienter får en ny og individuel behandling i stedet for fem dage med binyrebarkhormon som standard.

- Vi bruger en blodprøve, der alligevel bliver taget, og her kigger vi efter nogle biomarkører for KOL. Er der over en vis mængde biomarkører, får patienten binyrebarkhormon. Er der under, stopper vi behandlingen, forklarer Pradeesh Sivapalan.

I samarbejde med andre hospitaler i Region Hovedstaden forventer Lungemedicinsk Afdeling planlagt, at omkring 400 patienter i løbet af de næste to år vil deltage i undersøgelsen. Halvdelen får den normale behandling, halvdelen får den nye, individuelle behandling. 

- Vores mål er at give KOL-patienterne den bedst mulige behandling med færrest mulige bivirkninger. Derfor søger vi svar på, om den individuelle behandlingsmetode er mere effektiv, giver færre bivirkninger og gør, at patienten er indlagt i kortere tid, siger Pradeesh Sivapalan.

Forskningsstudiet er etableret i samarbejde "COPD-Trial Network" – COP:TRIN, som er et landsdækkende netværk af KOL-forskere fra hele Danmark, og som har til formål vha. kliniske studier at medvirke til at forbedre behandlingen af KOL. COP:TRIN blev stiftet i 2015 af læge Jens Ulrik Stæhr Jensen, læge Mia Moberg, læge Julie Janner og Professor Jørgen Vestbo.

Redaktør